 |  |
 |  |
 |  |
 |  |
 |
Fra forventning til veer og videre til baby…
Lørdag eftermiddag kørte vi en tur for adspredelsens skyld. Utålmodigheden og kedsomheden havde lagt sig over det lille hjem, så vi kørte en tur over åsen for at få lidt luft og noget andet at tænke på. Et sted på turen lå skovvejen udtrakt foran os – lidet vidste vi, at det kunne blive symbol og afsæt for en lang, lang fødsel.
Søndag morgen meget tidligt begyndte veerne.
Vi tog et sidste billede af babyen inde i maven. Snart ville den være ude i verden… men ikke så snart, som vi håbede på.
Fødestuen var rimelig hyggelig ved første øjekast, og den blev snart vores osteklokke og hule i de mange timer, som vi endte med at opholde os der.
Veerne var grumme og bed godt. Lattergas inden for rækkevidde, varmepuder, sækkepude… det hele blev taget i brug.
Og så langt om længe var det tid. Presseveerne satte ind, en fødselslæge gjorde sit til at hjælpe til, jordemoderen gav instrukser og så lige med ét var det hele forbi, og lille Albert blev lagt op på min mave. Og i selvsamme øjeblik gik fortrængningen igang, og smerterne kunne skubbes i baggrunden.
Han blev nusset og pusset, kom over til sin far for første gang, kom i sit livs første sæt tøj – og så var der mad til de udmarvede forældre, der havde gennemstået omtrent 40 timers fødsel for at få ham i armene.
Og det var selvfølgelig det hele værd! Hvis man nogensinde var i tvivl…
