Hvis der er nogen, der skulle være i tvivl, så er vores baby jo af en helt særlig kaliber – han er selvfølgelig den dygtigste unge, man kan forestille sig. For slet ikke at tale om, hvor fremmelig han også er…

For tiden bruger vi lidt krudt på bodybuilding! Daglige træningspas af en små 4-5 minutter, hvor Albert bliver placeret på maven og derefter nøje superviseres og coaches med henblik på at stive ryg og nakke af – og stor er glæden og stoltheden, når han rent faktisk løfter hovedet og holder det ved egen hjælp i små intense øjeblikke.

Og så har der jo været en del polemik omkring det med sutten. Den lyserøde, I ved nok. Det går jo ikke til en rigtig dreng. Vi har modtaget indtil flere i passende blå nuancer, men der er ikke rigtig nogen af dem, der er faldet i hans smag… Så den lyserøde har hele tiden været inden for rækkevidde. Men forleden kiggede posten forbi med en pakke, som indeholdt nogle helt særlige af slagen, og det ser ud til, at Albert mener, at de passer ham – og man forstår ham jo 🙂 Se selv:

Der er en nordjysk tante og kusine, der allerede står højt i meningsmålingerne hos den unge mand… :o)