Nemlig! Albert er nu 12 uger, nydøbt og selvsiddende :o)

Han var så heldig at få et par nye stole i dåbsgave – en lækker højstol og en superkomfy skråstol. Begge er blevet afprøvet og indtaget med ejermine i dag.

Jeg var til “eftertræf” hos jordemoderen forleden for at mødes med dem, jeg gik til fødselsforberedelse til dengang i den anden tidsalder, inden Albert kom til. Så sad vi alle dér med vores babyer og vurderede de andre – og hver især er vi nok nået frem til konklusionen om, at netop vores egen unge var den absolut mest vellykkede. Ærgerligt for de andre var det kun tankespind for dem, for Albert var naturligvis den så absolut sødeste, klogeste, dygtigste, mest fremmelige, stærkeste, dejligste af dem alle, så de kunne godt pakke, ku’ de 🙂

Nuvel, det var hyggeligt og sjovt at se dem igen – nu alle med babyer uden for maven! Der blev udvekslet lidt oplevelser og erfaringer fra fødslerne og i det hele taget skvaldret en del om livet med en baby i huset. Det var rart, og jeg kunne ærlig talt godt tænke mig, at sundhedsplejersken får stablet en mødregruppe på benene snart, så Albert og jeg kan blive luftet lidt og mødes med andre i samme situation.

Efterfølgende havde jeg tid hos sundhedsplejersken, som målte og vejede og igen konstaterede, at Albert er en usædvanligt stærk baby, som har det allerbedst, når han kan få lov at stå på sine to stærke ben og i det hele taget få lov at være med der, hvor tingene sker.

Hov forresten – vægten er nu 6450 gr., og han er 59 cm. lang. Der er godt i den knejt!

Men nu nok om det… indlæg om Alberts barnedåb er på trapperne.

Jeg ved, at flere af Alberts “faste læsere” gerne vil lægge kommentarer engang imellem, men at det tilsyneladende volder problemer. HUSK at taste den mærkelige bogstav/tal-kombination i det felt, hvor der står “kode” – ellers godtages kommentaren ikke af systemet bag bloggen!!