Denne blog er ikke kun tiltænkt nysgerrige familiemedlemmer og venner – den er i højeste grad også et vidnesbyrd fra Niels og mig til Albert om hans første tid, vores tanker, håb og overvejelser, de vigtigste hændelser, hans udvikling, dokumentation af første smil, skridt, vækst, vaccinationer og meget, meget mere. Jeg har ikke en ”barnets bog”, hvor jeg skriver nøgletal og lister over gaver og besøgende – men jeg skriver på denne blog, og forhåbentligt vil Albert en dag være glad for at have den og få sjov ud af at læse om sit liv og færden fra den spæde start.

Derfor skal fortællingen om tiden gennem graviditet og fødsel selvfølgelig også fortælles, fordi Albert skal vide, hvordan det hele gik til.

Den spædeste begyndelse fandt sted omkring årsskiftet mellem 2007 og 2008. Vi havde tidligere snakket om, om vi måske gerne ville have børn en dag, og hvornår det så skulle være, hvornår det mon passede, om vi mon kunne, når vi engang gerne ville, hvorfor vi gerne ville og alt det der, som man nu engang snakker om, når alting er meget ”hvis og hvis” og ukonkret. Men deromkring på det tidspunkt blev snakkene mere konkrete, og vi blev enige om, at det var nu, hvis det skulle være. Så vi holdt op med at gøre noget for at undgå graviditet og lod det så ellers være op til skæbnen, om det skulle være.

Og det viste sig overraskende hurtigt, at det skulle det! Jeg var (atter engang) taget med min kære ven og tidligere kollega Birgitte til Vaugines for at besøge Niels Jørgen, som også engang var min kollega, og hans skønne frue Kirsten i deres fantastiske residens lige dér på kanten af Cote de Luberon i det sydlige Frankrig. Der er skønt og frodigt – ikke mindst på den tid af året, hvor kastanierne stadig kaster de sidste lys, valmuerne blomstrer, og lavendlerne så småt folder sin duft ud over alt og alle. Der er også rigeligt med rosévin på bordene, og Niels Jørgen og Kirsten er kendt for at traktere med herlig mad og samvær.

På dén tur var det, at jeg talte på fingrene og konstaterede, at der vist var gået lidt tid ”over tiden”. Set i bakspejlet var der vist også noget med nogle bh’er, som irriterede og en begyndende træthed, der overvældede mig om aftenen. På et tidspunkt snakkede jeg med Niels i telefonen og forelagde ham muligheden for, at der måske var en ekstra passager med på rejsen og bad ham sørge for at have remedier til en test klar, til når jeg kom hjem igen.

Og hjem kom jeg. Og testen blev taget. Og de to streger var skrigende blå og tydelige. Dét, vi egentlig godt vidste begge to, var åbenbart sandt. Jeg havde en lille baby på vej!! Vi krammede, og vi kyssede. Vi grinede lykkeligt og hysterisk. Jeg græd glædestårer og kunne slet ikke stoppe med at smile, og Niels var stolt og spændt. Tænk engang – et lille nyt liv… Ufatteligt skønt og skræmmende på én og samme tid. Og allerede dér begyndte vi at prøve at forestille os det lille myr, der rumsterede rundt derinde; mon det er en dreng eller en pige? Kommer den til at ligne mig eller Niels? Hvor stor er den? Hvor stor mon jeg bliver? Og alle de der forestillinger, man gør sig, når man virkelig glæder sig og virkelig står over for noget nyt og ukendt.

Det var endnu meget tidligt i graviditeten, men vi blev dog hurtigt enige om, at vores forældre skulle have besked ret hurtigt, for min far var meget syg af kræft, og Niels’ mor kæmpede også samme kamp. Så nyheden spredtes tidligt, og vi håbede så bare, at de kritiske første 12 uger ville blive overstået uden komplikationer. Og det blev de såmænd; alt gik godt lige fra begyndelsen, og graviditeten skulle undervejs vise sig at være af den letteste slags uden kvalme og slige sager, som man ellers hører så meget om. Den eneste gene, jeg måtte bøvle med, var trætheden, som virkelig havde sit tag i mig i den første tid. Jeg sov, sov og sov. Og så sov jeg lige lidt mere.

Det første besøg hos jordemoderen, Christine Åkesson på lægehuset i Svalöv, fandt sted dagen før, min far skulle bisættes. Det var en meget mærkelig tid for mig, for netop som jeg mistede min far, voksede livet i maven på mig. Jeg sørgede over tabet og var lykkelig for babyen i min mave, og godt påvirket af hormoner havde jeg om end endnu lettere til tårer, end jeg ellers har, og energien var som fuldstændigt forsvundet ud af mig. Sommeren bød på ekstremt meget arbejde, så på mange måder er det en tid, som jeg har svært ved at huske; der skete vist lige lidt for meget på lidt for kort tid til, at jeg kunne nå at følge med.

Jeg kan dog sagtens huske, da jeg begyndte at kunne mærke liv! De små bump og boblende fornemmelser der på indersiden af maven, som også var begyndt at vokse rigtig godt, var helt fantastiske. Mærkelige og uvirkelige. Da vi var på Bornholm i august måned kunne man for alvor se, at jeg var gravid, og da vi var i svømmehallen i Gudhjem, bumlede maven løs… enten var babyen vild med vand eller det stik modsatte. Det var ikke til at vide…

Det var også i slutningen af august, at jeg skulle have foretaget en ultralydsscanning første gang. I Sverige er der to obligatoriske scanninger undervejs i graviditeten, og den første ligger i 18. uge. Ved det første besøg hos jordemoderen havde jeg fravalgt at få lavet en nakkefoldsscanning, da Niels og jeg havde snakket meget om det og var blevet enige om, at vi gerne ville undgå at skulle tage et valg om at vælge et barn fra pga. en forhøjet statistisk risiko for et handicappet barn. Til gengæld blev jeg tilbudt en ekstra glukosebelastning for at holde øje med, om jeg udviklede graviditetssukkersyge pga. overvægt og diabetes i nærmeste familie. Det der sukkergelé er ikke en delikat oplevelse, skulle jeg hilse og sige!

Men alle tal var fine, og det var de igennem hele graviditeten. Jeg tror faktisk, at jordemoderen var lidt overrasket over, at mit blodtryk, vægt og velbefindende i det hele taget lå så stabilt, men jeg havde det bare godt med at være gravid og nød det i fulde drag – måske lige undtaget tissetrangen, som pressede sig på, efterhånden som babyen lagde sig bedre og bedre tilrette på min blære. 5-7 toiletbesøg på en nat var ikke ualmindeligt til sidst i graviditeten, og det var trættende at sove så let. Jeg formåede at holde vægtstigningen i ave og endte med kun at tage seks kilo på undervejs – og så lige to mere de sidste to uger, hvor jeg for alvor havde væske i kroppen og ikke kunne komme af med det. Tak skæbne for, at Niels fra tid til anden gad massere mine stakkels ankler, som kløede, kradsede og strammede til af al det vand, som hobede sig op i kroppen på mig.

Da jeg nåede hen mod slutningen af graviditeten, skulle jeg til jordemoderen lidt oftere. Hun målte maven og konstaterede, at den voksede, som den skulle, og hun mærkede efter, om babyen havde lagt sig klar til fødsel med hovedet nedad. Det havde den ikke! Heller ikke ved det næste besøg, og det begyndte nu at være kritisk, for ved førstegangsfødende skal babyen helst have vendt sig i maven omkring fire uger før fødslen, og tiden nærmede sig med raske skridt.

Jeg gik fra på barsel d. 19/12-08, og ved besøg hos jordemoderen d. 15/12 havde hun konstateret, at babyen stadig lå med måsen godt placeret i mit bækken (så tror da pokker, at jeg begyndte at have ondt, når jeg skulle rejse mig!), en ekstra lynscanning på lasarettet i Landskrona bekræftede dette, så hun fik booket en tid d. 22/12 til vending af babyen på Lund sygehus, hvor jeg også skulle føde, når den tid kom. I en sidebemærkning nævnte hun, at man godt kunne risikere at sætte fødslen i gang, når man moslede rundt med maven – altså skulle vi lige være beredte på det! Det var vi så ikke, for at sige det mildt, for jeg havde tænkt, at vi kunne begynde at handle det allermest nødvendige ind, når julen var vel overstået, men vi kom på andre tanker, gjorde vi! Så vi drønede ud i al julehandlen og fik købt lidt minibabytøj, en pakke bleer, vådservietter og andre småting, som vi nok mente var uundværlige. Vi nåede også en tur i Ikea og fik fat i lagner til tremmesengen og en puslepude mm.

Således beredte mødte vi om mandagen op på Lund sygehus. En iskold blæsende dag var det, og jeg var ikke i godt humør, for udsigten til at have fremmede hænder på min mave for at forsøge at skubbe en fuldbåren baby rundt var altså ikke tiltalende. Jeg glædede mig ikke. Da vi kom derind, blev alt gjort klar til os, og der blev kørt sådan en ”strimmel” på mig, så man kunne se, om babyen så ud til at have det godt. Sygeplejersken foretog en hurtig scanning og konstaterede, at babyen lå med hovedet oppe, så beroligende medicin til mig blev gjort klar, mens vi ventede på lægen, der skulle foretage vendingen. Da hun kom, scannede hun også lige hurtigt, og udbrød overrasket, at ”den här bebisen ligger väl helt perfekt!”. Og det gjorde den! Jeg havde godt nok også haft en fornemmelse af, at den havde moslet rigtig meget rundt i løbet af weekenden og lå anderledes, men nu var det jo ikke fordi, jeg havde rigtig meget erfaring udi at mærke sådan noget, så jeg forlod mig jo på sagkundskaben… Men i hvert fald blev vendingen afblæst, og Niels og jeg kunne køre lettede derfra. Og vi fik en dejlig, rolig jul hjemme hos min mor, og nytåret fik vi overstået ligeledes i ro og mag, og så var der ellers dømt ventetid frem til d. 20. januar, som var sat som terminsdato.

De sidste uger op til terminsdatoen var ikke voldsomt sjove. Jeg var stor og tung og ved at være belastet af den megen væske i kroppen, men jeg havde det stadig godt og klarede da at holde en god fødselsdag med gæster og det hele for Bella d. 18. januar, ligesom jeg også var til 18 år fødselsdag hos Amanda blot et par uger før. Det værste var næsten den ulidelige venten. Alle de forestillinger, jeg gik med, længsel, glæde, forventning. Jeg så frem til fødslen og var spændt på, hvordan det hele ville forløbe. Ville det gå hurtigt? Ville det gøre meget ondt? Ville vi nå ind på sygehuset i tide? Hvornår ville det gå i gang? Alt det der, som man nu engang er fyldt op af i tiden lige op til forløsning. Jeg var så spændt på at se, om det var en dreng eller en pige, der rumsterede rundt og hvis fødder, jeg kunne se bule ud af mit maveskind, for baryleren havde jo nægtet at vise sig frem ved scanningerne undervejs. Jeg kendte babyens bevægelser og rytmer og prøvede at forestille mig, hvordan det ville være at få den ud og se den for første gang, holde den, pusle den, amme den og alt det, der nu følger med sådan en lille én.

Vi var også spændt på, om den mon fandt på at komme ud lige på Bellas fødselsdag, eller på moster Ninas, eller måske på Faster Helles? Måske ville den vente helt til februar og først komme på Lotte fødselsdag? Der var fødselsdage nok at ramme der i januar måned, i hvert fald – men Albert valgte sin helt egen, gjorde han.

Søndag d. 25/1 gik fødslen i gang, og mandag d. 26/1-09 kl. 19.17 kom Albert ud til os.

Meget mere om det i næste del af ”Albert kom til, del 2: fødsel”. Ikke for sarte sjæle 🙂