Albert i stort og småt

Søndag d. 25/1-09 gik fødslen igang, og mandag d. 26/1-09 kl. 19.17 kom Albert ud til os.

I tiden op til havde jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om den forestående fødsel, som jeg så frem til med nervøs spænding. Jeg var ikke bange for det men behørigt nervøs for, hvordan det ville forløbe. Jeg var spændt på oplevelsen – velvidende, at den ville være smertefuld – og jeg spekulerede selvfølgelig over, om det hele nu ville gå godt, så både babyen og jeg kom helskindede ud af det hele. Jeg var tryg ved tanken om, at Niels ville være ved min side, for han havde trods alt prøvet det før og er en stærk klippe at læne sig op ad. Jeg forestillede mig vel nok, at det ville blive en ”standardfødsel”, for min mor havde født forholdsvist nemt og hurtigt, og rygtet siger jo, at man kan spejle sig i sin mor i slige sager.

Så da jeg vågnede dér tidligt søndag morgen omkring kl. 03.30 og mærkede det spænde til omkring maven, blev jeg glad, for nu var det endelig nu! Jeg var på det tidspunkt seks dage over terminsdatoen og i dén grad klar til at få den baby ud af min mave; koste hvad det ville, mere eller mindre! Jeg var ikke sikker på, at det var en ve, jeg havde mærket, så jeg blev liggende stille og ventede på, om det skulle komme igen. Og det gjorde det – for fuld udblæsning, så jeg ikke var i tvivl om, at det var fødselsveer, der trængte sig på i den nedre del af maven og hen over lænden. Det føltes som om jeg havde et spændebånd om maven, som strammedes og strammedes for så til sidst endelig at blive løsnet lidt. Ikke helt, for smerterne gik ikke helt væk men lå og ulmede videre. Ved tredje ve skubbede jeg til Niels og informerede ham om, at det var i gang, og han fandt et ur frem, så vi kunne følge med i, hvor lang tid der gik mellem veerne. I starten var der omkring 10-12 minutter imellem, så det var endnu meget tidligt. Vi blev liggende i sengen, og Niels forsøgte at få lidt mere søvn, da vi jo nok vidste, at der var en større fysisk opgave foran os begge.

Ved 6-tiden om morgenen var der omkring 5-6 minutter imellem hver ve, og jeg stod op og tog mig et langt varmt bad, som lindrede smerterne lidt. Pr. instinkt havde jeg hurtigt fundet en god rytme til åndedrættet, når veerne nev for alvor, og der var i det hele taget god ro på. Niels gik ned og lavede morgenmad og tjekkede op på internettet omkring de forskellige fødselsfaser mm., så vi vidste lidt om, hvor langt jeg var i forløbet. Tasken til sygehuset var pakket, og vi var klar, og på det tidspunkt så alt jo ud til bare at gå sin stille og rolige gang, og vi begyndte at se frem til at få en baby i løbet af dagen.

Da der var 3-4 minutter mellem veerne ringede vi til fødeklinikken på Lund sygehus og fik lov til at komme ind, selv om sygeplejersken der vist nok mente, at vi godt kunne vente lidt. Men med den forholdsvis lange tur derned, som tager omkring tre kvarter, min mors hurtige fødsler i tankerne og de korte intervaller mellem veerne, mente vi nu nok selv, at vi hellere måtte se at komme derind. Så omkring kl. 8 søndag formiddag kørte vi til Lund og forventede at få en baby med hjem inden for en overskuelig tid…

Der er ikke parkeringsforhold i nærheden af fødeklinikken, så Niels måtte sætte mig af og hjælpe mig ind til hovedindgangen, hvor man skal ringe på en klokke for at blive lukket ind. Jeg sad der uden for døren og ventede på Niels, mens han fandt parkering til bilen, og holdt veerne nogenlunde i ave. Det var en mærkelig oplevelse, for midt i at jeg sad dér og kæmpede min egen kamp med smerterne, kom der en kommende far ud fra fødegangen for at ryge udenfor. Man kunne se på ham, at hans tanker var helt fokuseret på dét, der skete for hans kone og for hans familie, mens jeg sad dér og kun tænkte på mig selv og min baby. To parallelle, skelsættende, forløb, som intet havde med hinanden at gøre og alligevel var tæt forbundne.

Da Niels kom, ringede vi andægtigt på klokken og blev lukket ind i de hellige haller af fødestuer på rad og række ned af gangen. Heldigvis er der godt lydisoleret, så jeg hørte ingen skrig og skrål fra andre kvinder i fødselssmerte, eller også var jeg så lukket inde i mig selv og mine egne smerter, som kom med jævne mellemrum og stadig ikke slap mig helt på noget tidspunkt, at jeg ikke hørte det. Stemningen på fødegangen var fortættet intens og mærkværdigt rolig på én og samme tid. Vi blev indlogeret på rum 6, og blev vel modtaget af personalet. Først blev der kørt en ”strimmel” på maven for at se, om alt var i orden, hvilket det tilsyneladende var. Det var rigtig svært for mig at ligge på ryggen, og jeg lå dårligt og ukomfortabelt og begyndte for alvor at føle mig som en fødende kvinde med alle de ubehag, der følger med. Jeg var tørstig af at trække vejret så heftigt, jeg havde ondt, jeg lå dårligt, jeg havde det varmt osv. osv.

Så kom jordemoderen og ville mærke, hvor meget jeg havde åbnet mig… med en fuldstændig ubærlig smerte til følge! Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende, og det fik veerne til at fremstå som det rene vand ved siden af. Jeg hang om halsen på Niels, og tårerne sprang ud af øjnene på mig. Når jeg ser tilbage på hele forløbet, så står netop dén oplevelse som det absolut værste af det hele. Fy for pokker! Og nedslående var det også at få at vide, at jeg kun var to centimeter åben, og der var endnu lang vej til de 10 centimeter, som er et nøgletal i en fødsel, for det er dér, det for alvor går løs med presseveer og sådan noget.

Jordemoderen opfordrede os til at gå en lang tur på området for at se, om det kunne sætte lidt skub i tingene, så det gjorde vi. Vejret var koldt og en smule blæsende, og det var sin sag at gå ret langt, når man har veer hver 4. minut. Men vi kom da rundt, gik ind og fik en kop kaffe (Niels fik, i hvert fald) på sygehusets cafeteria, og et par timer efter vendte vi så tilbage til fødeklinikken. Veerne havde stabiliseret sig med 4-5 minutters intervaller, så der var ikke så meget, der tydede på, at fødslen rigtig udviklede sig. Jordemoderen ville tjekke igen, hvilket hun kun nødtørftigt fik lov til, og hun konstaterede desværre, at der stadig kun var to centimeters åbning. Hun opfordrede os til at tage hjem og tage det roligt, for de led af pladsmangel på fødegangen, og de kunne ikke gøre fra eller til – eller som hun udtrykte det ”hvis I bliver her, kan det være, vi kommer til at gøre noget, som vi ikke behøver”. Med det mente hun, at de jo godt kan gøre lidt af hvert for at sætte skub i tingene, men at det ikke var tiden til det. Endnu.

Så vi kørte hjem. En smule desillusionerede, vel nok. Veerne kom stadig med stabile mellemrum, og jeg fik stadig ingen rigtig ro for dem. Vel hjemme i vanlige gemakker gjorde vi os det så behageligt som muligt. Med dyner i sofaen, masser af vand, tilmed lidt spaghetti med kødsovs til aftensmad blev klemt ned. Og sådan gik dagen sin gang. Jeg lå på sofaen og våndede mig med veer, mens Niels til stadighed tjekkede med mobiltelefonen, at der stadig kun var de der forbaskede fem minutter mellem veerne. Dagen var alenlang, og den gik over i aften, uden at der skete noget revolutionerende i processen. Jordemoderen på fødegangen havde forsikret mig om, at babyen nok skulle komme ud i løbet af dagen, og jeg begyndte så småt at føle mig slemt snydt og arrig over, at der ikke skete noget mere, end der gjorde! Aften blev til nat, og vi forsøgte at lægge os op i seng for at få lidt hvile, hvilket vist nok lykkedes for Niels men ikke for mig – og som natten gik, nærmede vi os et døgn uden søvn, med meget lidt mad, og med vedvarende smerter, der kom rullende ind over mig og aldrig helt gav slip. Ud på morgenen blev det for meget, og jeg forsøgte mig igen med et varmt bad, som satte lidt skub i tingene, og pludselig var der kun to minutter imellem veerne, som også syntes at tage til i styrke. Endelig, endelig, endelig så der ud til at ske lidt!! Og så var det af sted til Lund igen…

Da vi kom derind igen, blev vi endnu engang indlogeret på rum 6, der blev kørt endnu en strimmel, og ved et tjek af tingenes tilstand kunne jordemoderen berette, at jeg nu var fire centimeter åben, hvilket lige akkurat var nok til, at vi fik lov til at blive, og fødslen blev erklæret for værende i gang. Den gode nyhed til trods var jeg dog noget nedslået, for at bruge et helt døgn på at åbne sig sølle to centimeter, når målet er 10, virkede ærlig talt noget demoraliserende!

Men der var jo ikke andet at gøre end at følge med, og nu da jeg var fuldgyldigt indlogeret fødende, blev der disket op med luksus i form at varme hvedepuder på lænden og maven, og – ikke mindst – blev der lukket op for lattergassen. Oohhh yeah!

Klokken var vel omkring 11 om formiddagen på det tidspunkt, og jeg var træt ind til benet. En eller anden øko-hippie-jordemoder opfordrede mig til at stå op og vugge og ”dansa din bebis ut”. Havde jeg haft kræfter til det, havde hun fået et velplaceret slag i tænderne, men jeg orkede ikke og lagde mig blot til rette på siden i sengen og koncentrerede mig om åndedrættet og om at nå at få lattergassen på plads lige netop, som veerne kom rullende ind over mig.

Og så gik timerne. Igen føltes det som om, at der ikke skete noget nævneværdigt, og stemningen var ved at være lidt mat. Ved 3-tiden om eftermiddagen var der vagtskifte, og den aftrædende jordemoder kom ind for at takke af og informerede om, at hun ville give mig en ve-stimulerende middel, så der kunne komme gang i sagerne, for hun kunne se, at jeg var ved at være på de sidste kræfter, og i øvrigt var jeg kun fem centimeter åben, så en hel dag var gået med blot én centimeters udvidelse. Da den melding kom, bad jeg om at få en epiduralblokade som smertelindring, for udsigten til ve-storm uden noget mere heftigt end gassen (som jeg vist nok kom til at suge lige lidt for meget af… ahææm) var fuldstændig uoverskuelig. Ve-stormen nåede dog godt i gang, inden anæstesilægen kom og lagde blokaden, og Milde Skaber, der var tryk på de veer, som nu kom med et minuts mellemrum og overhovedet ikke gav mig hvilepauser.

Endelig kom lægen og fik lagt den blokade, og den hjalp rigtig godt… eller rettere: den hjalp skisme da overhovedet ikke! I 10 minutter lindrede den smerten lidt i venstre side af lænden, og så var den raket skudt af! Dybden af min skuffelse var uudgrundelig, og jeg var grædefærdig over, at jeg altså ikke fik den forventede hjælp af den blokade, så nu var jeg bare ”on my own” igen og måtte finde kræfter til at klare de mange veer selv – jeg slap ikke masken med lattergassen i så meget som et nanosekund, for det var mit eneste anker lige dér, hvor jeg virkelig var ved at være brugt op. En velmenende sygeplejerske havde noteret sig, at jeg var ved at være på pumperne med energi og havde foranstaltet en bakke med madder til mig, men jeg måtte ikke spise i forbindelse med epiduralen, og da den ikke virkede, og ve-stimulansen gjorde sit arbejde, så fik jeg ikke mulighed for at spise… til gengæld fik Niels så et skud energi ud af mine madder!

Med vagtskiftet var der naturligvis kommet en ny jordemoder til, og hun var såmænd sød nok, men hun var også lidt distræt og til tider fraværende i sin tilgang til tingene. Og så var jeg ved at være rigtig overfølsom og sensitiv, og vi havde ikke den bedste kommunikation kørende. Spørgsmålet er dog, om jeg kunne have haft det med nogen som helst i den situation. Hun havde problemer med at få diverse apparatur til at virke, og hun mente at kunne høre uregelmæssighed på barnets hjerterytme, så hun ville prøve at skifte den maskine, som kontrollerede det, ud. Det betød, at de skulle skifte den sensor ud, som de havde placeret på babyens hoved – det sidste i verden, jeg havde lyst til, var at skulle have befamlende fingre op i mig. Alt i alt spidsede situationen noget til, og jeg begyndte at plædere for et kejsersnit for at slippe ud af den uendelighed, jeg befandt mig midt i, men det blev pure afvist af jordemoderen, der forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være.

Hun havde åbenbart en fødselslæge med til at supervisere på distancen, og hun kom ind og meddelte, at han sagde, at jeg skulle ligge på alle fire for at provokere veerne yderligere. På det tidspunkt var jeg villig til hvad som helst for at få den unge ud, så jeg oparbejdede kræfter til at få vendt mig – da hun så kom ind tre minutter efter og sagde, at jeg skulle op og stå, var jeg rigtig træt af hende og begyndte at skælde ud. Niels støttede mig fænomenalt i det hele og fik hjulpet mig på benene. Mens jeg stod der og var på nippet til at knække sammen i knæene af ren udmattelse, fandt jordemoderen det så belejligt at udskifte den der sensor, så da jeg kiggede ned, lå der to mennesker på gulvet i færd med at montere noget på hovedet af min baby, som stadig lå indeni mig. På en eller anden måde var det en så grotesk situation, at jeg fik sagt til Niels, at ”det her kommer til at kræve terapi at komme sig over”.

Jeg fik lagt mig op i sengen igen, og så lige pludselig kom presseveerne. Årrh mand for nogle presseveer! Jeg holdt igen, og Niels fik ringet efter jordemoderen, der kom og gav grønt lys for, at jeg kunne begynde at presse, hvis jeg følte for det. Følte for det!! Jatak, mand! Endelig kunne jeg selv gøre noget for at få tingene til at ske, så jeg pressede, når jeg følte for det. Ikke at man egentlig har en mulighed for at lade være, for hele kroppen presser, og man kan ikke meget andet end at følge med.

Og så – langt om længe – blev bordet med det grønne klæde gjort klar, alle jordemoderens dingenoter lagt til rette, og både Niels og jeg var lettede over, at vi nu trods alt havde udsigt til at snart at få vores barn i armene. Fødselslægen var kommet til, for han havde interesse i at følge maskinens kurver, som ikke stemte overens med det, min krop og fødslen viste. Der var vist noget med, at han kunne bruge det som materiale for noget undervisning dagen efter. Nåja, jamen værsåartig, ingen årsag da! Med sig havde han en praktikant, som vi faktisk havde hilst på dagen før, da vi var på fødegangen første gang. Altså var der nu jordemoderen og hendes assistent, lægen og hans praktikant, Niels og mig – og dagens hovedperson, naturligvis – til stede i lokalet. Det var jo en hel fest!

Jeg kom om på ryggen, op med benene i de berømte bøjler, og så var der ellers dømt pres for alle pengene. Veerne kom hurtigt efter hinanden, så jeg nåede lige at samle mig, inden det var tid for næste omgang. Fødselslægen opfordrede mig til at tælle til syv, inden jeg slap presset – jeg forhandlede det ned til fem med eder og forbandelser. Niels administrerede gassen på min kommando og måtte også agere fødselshjælper og holde mit hoved op mod brystkassen, mens jeg selv trak knæene op til mig. Fødselslægen forelagde muligheden for, at han også hjalp til med ”ydre pres”, som de kalder det, hvilket jeg indvilligede i – som skrevet: den baby skulle ud, og det skulle den nu! Heldigvis for mig, gik det ikke op for mig, at lægen hentede en skammel og kravlede tre trin op for at kunne lægge hele sin vægt på min vom, når jeg pressede. Havde jeg vidst, at det var det, ”ydre pres” egentlig betød, var jeg måske ikke gået med til det. Men faktisk var det ikke ubehageligt eller smertefuldt, så her efterfølgende er det ikke noget, jeg har noget problem med. Og jeg pressede, og jeg pressede, og lige pludselig var meldingen, at jeg ville få min baby ud ved næste pres – og lige dér nåede jeg lige at få lidt panik, for nu var det så nu, og der var virkelig ingen vej tilbage!

Og så det sidste pres, et enormt ”svup” og et vakuum i maven på mig… og et klistret lille, knirkende væsen blev lagt op på min mave og skyndsomt svøbt i varme håndklæder. Det første, der slog mig, var duften af nyfødt. Fuldstændig ubeskrivelig. En særlig, dejlig, sødmefyldt duft. Og så håret! En masse, masse mørkt hår. Jeg spurgte Niels, hvad det var blevet, og han måtte løfte på håndklæderne for at se det – en lille dreng! Vi havde fået den allermest fantastiske lille skønne dreng, som bare lå der og var så lillebitte og hjælpeløs og alligevel allerede p udkig efter mad.

Fuldstændigt udaset lå jeg der med benene i bøjlerne og prøvede at kigge på min lille søn. Havde jeg haft nærvær og kræfter til det, havde jeg bedt om at få hævet sengen lidt op, så jeg bedre kunne se ham, men det ænsede jeg ikke. Det skal jeg huske, hvis jeg nogensinde kommer i samme situation igen.

Inden fødslen havde jeg skrevet en fødselsplan, hvor jeg havde anført, at jeg håbede at kunne undgå at føde på ryggen, at jeg ville undgå epidural hvis muligt og alt muligt andet. Det blev ikke den fødsel, jeg havde forestillet mig – men man kan helt enkelt heller ikke forestille sig, hvordan sådan noget vil forløbe. Jeg er glad for den oplevelse, vi fik, og der er ikke noget, jeg ville have gjort anderledes undervejs, hvis jeg kunne gøre det om. Jow, jeg ville gerne slippe for det ekstra døgn med veer, som vi lige måtte igennem, men også dét er på mærkværdig vis trådt i baggrunden.

Og så var det tid for efterbyrden, som slap uden problemer, og seks indvendige sting, og så med ét var rummet tømt for mennesker efter en masse lykønskninger og glædestårer, lange kram fra Niels, som også fik den lille knægt i armene og strålede af lykke og stolthed – og det var bare os tre! For allerførste gang bare os tre.

Personalet kom ind med en bakke ”smörgåser” til os, et glas cider og det svenske flag på hel. Og så sad vi dér og fik endelig langt om længe noget føde indenbords for første gang i over et døgn. Jeg mærkede matheden melde sig, men jeg mærkede også en særlig rus fylde kroppen. Jeg sad og så på den lille skabning, som jeg lige havde kæmpet en uretfærdig hård kamp for at få ud, og jeg undrede mig over, at jeg allerede der var i gang med at fortrænge, hvor hårdt og svært det havde været. Sindet kan altså virkelig nogle tricks!

Så blev Albert puslet for første gang, jeg fik mig et tiltrængt bad, og så var der blot tilbage at vente på, at vi kunne komme over på Patienthotellet, så vi kunne få lidt søvn. Klokken var vel omkring midnat mandag d. 26/1, og vi var nyslåede forældre, der allerede havde ringet rundt til de nærmeste og sms’erne lå klar til afsendelse med meldingen om, at alt var gået godt – langtrukkent og hårdt men godt. Rigtig godt, faktisk, for der lå lille Albert og var allerede det dejligste væsen, jeg nogensinde havde set… 🙂

”Stay tuned” for næste afsnit af ”Albert kom til, del 3: de første dage/amning”.