Jep, det er jo mandag, så Albert føjer endnu en uge til regnskabet og har netop rundet 15 uger i fin stil.

Det fejrer vi med hele tre lækkerbisken-billeder:

Om lidt er Albert altså fire måneder gammel, og det vil være tid til at begynde at introducere noget andet føde end den piskefløde, han driver ud af moderens bryst. Vi er nogle – lad os bare sig i hvert fald to – der ser frem til, at det måske kan få nattesøvnen til at strække lidt længere, så vi slipper for at blive vækket dér tidligt, tidligt om morgenen for at fylde mad i det sultende barn. Ja, man har vel lov at håbe, ikk.

Albert er glad og smilende og utroligt opmærksom på alt omkring ham. Han smiler og flirter med alt og alle og er griner i stor stil, når Niels laver pruttelyde på maven af ham. Han elsker at blive badet og bliver helt salig, når han får ørerne under vand. Vi havde ham med i svømmehallens varmtvandsbassin i sidste uge (og ja, vi skal nok huske kameraet næste gang!), og det var en stor succes. Først var Albert stiv i kroppen og slap ikke øjenkontakt med os for at sikre sig, at vi ikke forsvandt, men snart slappede han af og begyndte at småsludre og nød tydeligvis fornemmelsen af vandet og det tætte nærvær med os. Det var en helt fantastisk oplevelse, som vi vil sørge for at gentage så snart, det kan lade sig gøre.

Og Albert sludrer og pludrer næsten uophørligt, og efter at Niels legede “drengeleg” med ham i dag og tumlede rundt med ham, så fik han såmænd også lært at råbe – hvilket han så har afprøvet det meste af aftenen, hvor kløende gummer har været med til at holde ham vågen længere end sædvanligt.

Men nu sover han, og det gør hans forældre så også lige om lidt, for vi er jo på igen, når han engang sidst på natten begynder at give lyd fra sig og kræve vores omsorg og nærvær. Sådan er det jo nu engang – og vi nyder hvert et sekund af det, for vi har jo allerede konstateret, hvor hurtigt tiden går, og hvor voldsomt udviklingen sker nærmest dag for dag, så det er bare om at være vågen og få det hele med.

Så godnat 🙂