… eller “Det, man ikke taler om”.

Klokken er lidt over 19 på en ganske almindelig onsdag aften, og Albert sover! Det er i sig selv måske ikke så skelsættende endda, og så alligevel lidt.

Albert var helt fra den spæde start udstyret med et helt ualmindelig godt sovehjerte, der hjalp ham til at sove nætterne igennem på kun en enkelt mor-tår undervejs. Faktisk sov han et sted mellem 6-8 timer i træk, og han tog sig også nogle gevaldigt gode lure i løbet af dagen. Vi var heldige, var vi. Og forholdsvist udhvilede af et par nybagte forældre at være.

Men så pludselig en dag – eller rettere en nat – gik den historie ikke længere. Albert vågnede og skreg i vilden sky. Han blev lagt til patten, som han kastede sig over med en iver, der trak tårer i øjenkrogen på moderen, og der blev lagt grundsten til brystbetændelse og nye sår på de vorter, der i forvejen var ved at være godt slidt og trætte. På det tidspunkt var han vel lige godt tre måneder gammel.

Han fik selvfølgelig lov til at sutte alt det, han kunne, men i stedet for at falde i en rolig og tilfreds søvn, hvor vi uden problemer kunne fragte ham over i hans egen seng igen efter en stund, så lå han nu uroligt og peb og irriteredes, når jeg forsøgte at tage patten fra ham. Hvis det endelig lykkedes at få ham over i tremmesengen, så vågnede han igen med et hyl blot 1½-2 timer senere, og vores nætter begyndte lige pludselig at trække tænder ud for alvor. Heldigvis formåede Niels at sove sig fra det meste, så i hvert fald én af os fik lidt søvn, og og priviligerede som vi er, så kunne han langt de fleste morgener stå tidligt op med knægten, mens jeg lige fik en ekstra time på det øje, som ikke havde været lukket mange minutter ad gangen i løbet af natten.

Det var lige der omkring, at vi besluttede os for at begynde med lidt med substans-mad til barnet. Og det gik jo godt – Albert kvitterede med at sove rigtig godt. Et par nætter. Og så vendte de korte søvnintervaller tilbage, lissom det også var blevet sværere at få ham til at falde til ro ved sengetid.

Det kunne faktisk på de værste aftener tage op til en time at få ham til at falde i søvn. Niels, det tålmodige menneske, vuggede ham i vuggen her i stuen, for det var jo det, han var vant til. Fra den allerførste aften herhjemme var han blevet lagt i liften i vuggen og var faldet i søvn til lyden af vores stemmer, fjernsynet fra tid til anden, tastaturklikkeri og andre hyggelige aftenfamilielyde. Men pludselig var det lissom ikke nok, og vuggeriet begyndte for alvor. Sammen med godnatsang, sscchhy’sen og gentagende “godnat” til ungen, der blot skreg sig mere og mere gasblå i ansigtet.

Vi havde snakket om, at han på et tidspunkt ikke længere skulle lægges til at sove i liften, for han var godt på vej til at vokse ud af den, så det var nok en god idé at intoducere muligheden for at blive lagt direkte op i tremmesengen ved nattetide. Som tænkt så gjort. Og der fortsatte blot de lange rutiner med en overophedet og hidsig baby og overophedede og frustrerede forældre til følge. Vi brød vores hjerner med, hvad der kunne være galt – alt blev vendt og overvejet. Vi prøvede med at dejligt varmt bad lige inden puttetid, men det fik blot ungen i festhumør for alvor, så det trick virkede aldrig rigtig optimalt. Vi hældte masser af mad i ham, han fik lov at ligge ved brystet og falde hen, vi sørgede for faste rutiner med pusleri og natdragt, en mor-duftende stofble til at nusse med, en bamse at ligge og kramme med, dyner og tæpper i sengen for at gøre det trygt for ham at ligge der. Nævn det, og det blev foranstaltet. Men lige lidt hjalp det, og de sorte render under øjnene på forældrene begyndte at træde lige tydeligt nok frem, simultant med at overskuddet ebbede ud af os.

Og så lige pludselig en dag her forleden slog det mig: hvad var egentlig forskellen på vuggen og tremmesengen? Hvad var der hernede, som ikke var deroppe? Og det slog mig: uroen sguda! Den lystige uro med de dansende gule blomster, som vi fik af Alberts farmor, da han lige var født. Den uro, som har været Niels’ og hans søskendes, da de var små. Dén uro hang jo her i stuen over vuggen, mens der ingenting var over tremmesengen, som i øvrigt også havde fået en noget mærkelig og tilfældig placering i et soveværelse, der bar lidt præg af at være opmagasinering af for mange møbler og alment rod.

Så da Albert faldt i søvn til lur der søndag tidlig formiddag, så gik jeg igang med at rokere rundt i soveværelset, så hans seng kunne få en bedre plads tæt på vores seng – og uroen fik plads lige over hans hovedpude… Spændt var jeg, da vi søndag aften skulle putte ham, for tænk engang hvis uroen skulle vise sig at have den ønskede effekt! Vi havde også læst lidt hist og pist om gode lægge-rutiner og var nået frem til, at det var tid til at prøve at lade Albert falde i søvn af sig selv kun sporadisk assisteret af os undervejs. Tanken er, at man lægger barnet, siger godnat og forlader rummet uden for mange falballader. Hvis barnet skriger, så går man ind til det med 5 minutters mellemrum og bekræfter det i, at man er der, men man tager ikke kropskontakt, der tændes (selvfølgelig!) ikke lys, man snakker ikke – man gentager blot “du skal sove nu, godnat”, og så går man igen. Det fortsætter man så med, indtil barnet giver slip og falder i søvn. Det er den hårde vej, hvis man har det svært med at høre sit barn græde, men det er en effektiv vej, hvis man vil hjælpe sit barn til selv at kunne (og ikke lade babyens søvnvaner kontrollere resten af familiens!)…

Nå men, hvorom alting er; søndag aften oprandt, og det blev puttetid (i øvrigt meget tidligere end førhen, hvor Albert først for alvor sov omkring kl. 21-21.30 – denne søndag var klokken ikke meget over 19.30, da vi gjorde klar til natten for en træt, træt baby). Han fik en slurk hos sin mor, og så lagde Niels ham op og gik fra ham ganske hurtigt – og uroen havde fået et dask, så han kunne ligge og kigge på den. Og så sad vi ellers med tilbageholdt åndedræt og kiggede på uret, for vi skulle jo sørge for at gå op til ham igen, når de fem minutter var gået. Men Albert græd lidt, han brokkede sig lidt, så pludrede han lidt, så mumlede han lidt, og inden de fem minutter var gået, så sov han! Ikke én eneste gang var vi nødt til at gå op til ham!

Ufatteligt men sandt. Uroen havde gjort sit, vores beslutsomme og konsekvente manér har sikkert også spillet ind. I hvert fald sov ungen sødt, og vi var lettede – og trætte. Da vi listede i seng kun et par timer senere, vågnede Albert ved pusleriet, og blåøjet gav jeg uroen et dask og gentog, at han skulle sove, og at det var godnat-tid nu. Vi slukkede lyset, og jeg kunne se Alberts små hænder række ud efter uroen i natten; han pludrede lidt og…faldt i søvn igen! Mageløst! Han vågnede først over midnat og var sulten, og vi fik sovet natten næsten igennem for første gang i over tre uger eller sådan noget.

Mandag gik godt. Samme rutine blev fulgt ved lurene i løbet af dagen, og hver gang faldt Albert i søvn inden for de fem minutter. Også om aftenen. Og aftenen efter. Og nu er det så fjerde aften, hvor det er gået så nemt. I dag måtte jeg dog lige op til ham efter 7 minutter (intervallet forøges med henblik på helt at kunne undgå det med tiden…). Der er noget, der tyder på, at vi har fået has på begyndende søvnproblemer i opløbet, og vi er svært tilfredse. Det er Albert faktisk også, når han vågner og er godt udhvilet og klar til at kaste sig over dagens oplevelser 🙂

Nuvel, træer vokser jo ikke ind i himmelen, og vi ved da godt, at vi sagtens kan få søvnløse nætter igen. Men for nuværende er de et overstået kapitel, og det er vi altså nogen, der er svært tilfredse med…