Her sker der ikke så meget for tiden. Albert ferierer stadig med sine forældre, der til stadighed mener, at NU må tanden være kommet, eller NU er han liiiiige ved at kravle og så videre…

Men der ingen tand – endnu! Men tungen er konstant på gummerne, som også får en brutal omgang med bideringen flere gange om dagen, så vi tror altså, at det er snaaart!

Og han møver sig rundt og kommer faktisk ret langt omkring på sine opdagelsesrejser – men det vil være en overdrivelse at kalde det for kravl, trods alt 🙂

Om ni dage er Albert et halvt år gammel. I aften sover han i sit eget værelse for første gang… Så lidt sker der da!

Vi kender Albert rigtig godt nu. Hans små luner og særheder. Vi ved, at når han hiver sig i hårtotten på højre side af hovedet (der findes ikke en tilsvarende tot på venstre, nemlig), så er han rigtig træt. Vi kan høre, om han er sulten eller bare utidig, når han ligger og giver lyd fra sig i barnevognen. Når han er utålmodig, så slår han i bordet, indtil vi kommer strabadserende med mad eller underholdning. Når han er rigtig træt og får dagens sidste flaske til puttetid, så tager han fat i en finger på den hånd, der holder flasken – nøjagtig som han gjorde, da han blev ammet; lige fra den allerførste gang, han blev lagt til, tog han et sikkert greb om min tommelfinger, mens han suttede løs. Dét hænger stadig ved. Han nyder at blive puslet og har fundet ud af, at han har noget dér forneden, som er rigtig sjovt at hive i, når den kommer ud i den fri luft (det kan så være en manøvre at holde hans fingre væk, når det er en rigtig bonusble, han leverer!).

(Dette findes naturligvis fotodokumenteret men lægges ikke på bloggen – man ved aldrig, hvilke syge mennesker, der er derude, der kunne finde på at bruge sådan et foto til noget, det slet ikke skal bruges til! Desværre!)

Han er det gladeste lille væsen, man kan forestille sig. Når han ligger på gulvet og leger, så kigger han lige op fra tid til anden og smiler til os. Han er lattermild og griner for et godt ord. Særligt, når Niels leget flyver med ham, eller når han danser på mors lår til Fraggle-sangen. Han er faktisk ikke sur, og de minutter om dagen, hvor han brokker sig, summerer sig sjældent til noget særligt.

I øvrigt er hans øjne ved at skifte farve fra klar blå til lidt mere grønne/brune, og hans hår er nu rødblond i stedet for det helt mørke, han havde ved ankomsten. Spændende at se, hvad det ender med… 🙂

Vi er heldige, er vi – verdens dejligste, gladeste, nemmeste, sjoveste, dygtigste baby er simpelthen dumpet ned lige her hos os. Det er da mageløst 🙂