Glemte helt i skyndingen at fortælle, at Albert da også kan sidde selv nu! Vakkelvornt ser det ud til tider, og der giver et par buler i skallen, men det generer ham nu sjældent. Enkelte gange sætter han i et vræl og vrider store, dramatiske tårer ud af øjenkrogene, men i det øjeblik vi piller ham og puster lidt, så er han klar til endnu en tørn med gulvet.
Han har endnu ikke fundet fidusen ved selv at rejse sig op fra kravlepositionen, men det er sikkert på vej… lissom vi stadig venter på første tand.
Og jeg, der troede, at ventetiden var begrænset til de ni måneders graviditet. Akkeja!
PS: Mon ikke der er en Mormor, der vil mene, at han på billederne ovenfor ligner en vis Hr. Skonkel ret så meget? Jeg tror det! :o)
