I disse dage er Albert ved at få sig endnu en tand. Det udmønter sig i afbrudt søvn og lidt utidighed, men det gode, glade humør er ikke påvirket. F.eks. kan man sagtens hjælpe Mor med vasektøjet:
Og med at rydde op i køkkenskufferne:
Eller med at forcere “spærninger” – og komme lidt galt afsted ved nedstigningen, i øvrigt!:
Og lave sin helt egen gå-vogn ud af forhåndenværende indbo:
Albert er nu 9½ måned gammel, og han er i fuld sving med at lære at gå rigtigt. Alt bliver taget i brug til at skubbe rundt foran sig, og det ser ud som om, at han er ved at have fundet balancen nogenlunde. Kameraet ligger permanent fremme i håbet om at kunne fange de første skridt, men følger han rutinen, så sker det sikkert, når jeg lige er ude af huset i halvandet splitsekund eller noget!
Han er også begyndt at vinke, og han klapper og slår ting mod hinanden med begge hænder. Fascinerende, ikk! Han udvider sit snakketøj dagligt og har nu indtil flere genkendelige lyde i repertoiret – f.eks. “didan” som Mormors ur siger, “heeyyy”, “vadét?” og “titta”… ud over forskellige lyde for Mor og Far og Bella… og forleden sagde han altså “prut”! Det gjorde han! 🙂
Han er en rigtig selskabspapegøje, der synes, det er skønt, når folk gider snakke med ham. Så kvitterer han med store smil og hovedet på sned. Han griner også rigtig meget – især når vi gider lege tit-tit-bøh i sofaen, eller når han peger på noget og spørger “vadét”, og vi svarer! Især er ordet “lampe” åbenbart rigtig sjovt, for han nærmest slår sig på maven, når han hører det. Mærkelig unge!
Han nyder at køre i bil og sidder og troner i stolen og kigger ud på det, vi kører forbi, mens han pludrer og fortæller lange historier. Han bliver ikke utidig eller irritabel af selv lange ture (7-9-13!), og man kan være sikker på at få det brede smil at se, hvis man får øjenkontakt med ham deromme. Han elsker at være på tur – gad vide, hvor han har det fra, egentlig?
I går blev Albert kaldt en solstråle – og det er lige præcis, hvad han er 🙂
