I dag var Alberts første dag i vuggestue. Med spændt forventning havde vi set frem til det, og vi havde naturligvis gjort os mange tanker om det. Særligt af praktisk karakter, for kommunikationen med institutionen har været ikke-eksisterende, og da de har holdt juleferie indtil i dag, så har det været umuligt at få nogle af de ansatte i tale. Så her stod vi mandag morgen og anede faktisk ikke, hvad tid, de regnede med at se os – om de regnede med at se os i dag – hvor længe, Albert skulle være der, om vi skulle være der med ham, hvad vi skulle have med og alt det der.
Så begynder en ny æra, hvor der skal navn i al Alberts gear – vi starter med skindfutterne 🙂

Well, man kan sige, at sådan noget finder man vel ud af med tiden, men nu er det jo sådan for os, at Niels er startet i praktik i dag, og jeg er startet på nyt arbejde for en uge siden, så vi kan ikke bare tage nogle dage fri til at få kørt ham ind efter sædvanlig læst, og det er da mildest talt lidt presset for os.
Så er Albert klar til afgang iført sin nye, lækre flyverdragt og tjekkede støvler…

Og så sker der naturligvis det uheldige, at da vi så møder op med ungen, så bliver vi modtaget af en ansat, der siger, at hende, der skulle have taget imod Albert, er syg, og de andre aner faktisk ikke noget om noget. Lige dér ku jeg have tudet på stedet. Det var ikke den besked, vi var klar til, men vi fik da forklaret hende i al mindelighed, at vi altså var nødt til at få ham startet op i dag, for fra i morgen er det altså hverdag og lige på og hårdt.
Albert og Far ved Björkhäll, som institutionen hedder. Der er to stuer til de små unger: Börta og Blink, opkaldt efter to jætter, som holdt til under Odensjön, så langt nede, at de ikke kunne høre kirkeklokkerne bimle – ifølge det lokale sagn! Albert hører til på Börta 🙂

Albert kom af overtøjet og kom ind og hilste på sine små nye venner, og han nøøøøød det fra første sekund. Han gik straks igang med at lege og opsøgte de andre drenge, der legede vildt med lastbilerne, og han havde slet ikke øje for Niels og mig. Niels måtte gå, og jeg tror faktisk ikke, at Albert lagde mærke til, at han forsvandt. Herligt. Han tog det hele i stiv arm og gik interesseret til de andre unger, legetøjet osv., og inden jeg fik set mig om, havde han fundet sig en hyggeplads hos en af pædagogerne, der sad i læsesofaen og læste højt for et par af de andre. Ved samlingstid klappede Albert begejstret, da de klappede stavelser i alle ungernes navne, og han hentede selv lige et æble i frugtkurven, som han fornøjet satte tænderne i. Ingen tvivl om, at han har været så klar til dette nye skridt i udviklingen!!
Albert og Mor foreviget foran Björkhäll på denne store og vigtige dag :o)

Nu håber vi blot, at der falder mere ro på i de kommende dage, for dagens modtagelse var ærligt talt ikke fantastisk. Rammerne dernede er dog skønne med masser af natur lige uden for døren og alt sådan noget, så det skal nok blive godt…
Og SÅ kravlede Albert ellers ud i sit nye liv som vuggestuebarn – det ku slet ikke gå hurtigt nok for ham at komme afsted og se alt det nye spændende…

Pyha!!

Og i dagens anledning lige et lækkermås-billede af den lille, store mand…