Så skal det endelig være – lidt billeder og små film fra tiden lige omkring Alberts 1-års fødselsdag. Den store unge. Den store og dygtige unge, som er så nem og glad og vellidt, hvor han kommer frem. I vuggestuen er de vilde med ham og hans glade sind, og han elsker at være der. Han pludrer løs på svensk og “hejdå” er med som hvert andet ord, han siger. De leget tilsyneladende sanglege med ungerne, som involverer, at man klapper sig på hovedet og maven, for det gør han jævnligt, mens han nikker opfordrende til os om at være med. Vi må have spurgt dernede, hvad dét lige handler om 🙂

Han er nok jordens nemmeste unge. Det tror jeg faktisk! Han spiser godt, han sover godt, han er vild med at få børstet tænder, han underholder sig selv, han leger, han krammer de andre unger i vuggeren og går i det hele taget til verden omkring ham med et smil og godt humør…

Crosseren er stadig et højt skattet stykke legetøj, og ALbert får timer til at gå med at kravle op og ned af den. Han har også fundet ud af at bruge fødderne til at skubbe sig frem og tilbage. Smart!
Og har jeg nævnt tænderne på det seneste? Hele 6 styks findes nu i gabet på knægten – og fortænderne er usædvanligt store, synes jeg… det ser sjovt ud 🙂
Albert er en storcharmør, der har smilet skruet godt på langt det meste af tiden. Også i vuggestuen har de konstateret, at han er glad og tilfreds – når blot han får maden til tiden….!!

Albert er begyndt at putte ting på hovedet! Alt bliver lige afprøvet, og han har fundet på at kravle rundt med en skål på hovedet – det er åbenbart rigtig sjovt, når han så støder hovedet ind i væggen… det får ham i hvert fald til at klukke hjerteligt…
Vores helt egen Byggemand Bob 😀
Man kan jo lige stille et engleansigt op, når Moster dikkedikker…
Vi har endnu ikke oplevet de tårevædede kampscener, når det er tid til tandbørstning. Albert synes, det er hyggeligt, og han lader os velvilligt komme til med børsten – hvis han altså selv får lov at styre den ind imellem også.
Albert er ret gode venner med støvsugeren… særligt fedt er det, når den blæser luft ud, så håret rejser sig på hovedet af ham. Det er ren spas!
Og så blev der ellers holdt fødselsdag for barnet… og han blev så træt, så træt af al den virak og menneskerne, der kom og gjorde det til en rigtig dejlig dag for både ham og Bella. Når man sådan er godt mat i koderne, så er det rart at have en Moster, der gider putte lidt…
Ok, nu synger de igen! Og spiller på guitar. Og fløjter. Og trommer. Det er meget, meget mærkeligt. Og hvad skal det der sølle lys egentlig til for? Hvorfor står det der og ødelægger flødeskummet, hva?
Tante Grøn og Lilla – Amanda og Emma – har en særlig plads i Alberts liv. De stiller gladeligt op til babysitting og hygge, og han synes, det er skæppeskønt…

Albert udvikler sig til at blive en rigtig lille drillepind efterhånden. Han får sådan et gavtyvesmil om munden, og så bliver han helt stille – så ved vi, han har noget i støbeskeen 🙂

Albert driller Far ved aftensbordet – klik her for at åbne filmklip

Albert: Lilla simbarn – klik her for at åbne filmklip


Albert gi’r den gas i svømmeren – klik her for at åbne filmklip

Og så er vi jo sådan nogle overskudsforældre, der går til babysvøm med deres unge… simpelthen fordi det er så hyggeligt, og Albert synes, det er helt fantastisk! Han nyder det i fulde drag, særligt sjovt er det at få lov at hoppe i vandet med store plask til forsamlingens applaus… 🙂