Albert i stort og småt

Nemlig! Albert holder ferie sammen med sine forældre, der nyder det gode vejr og finder på hyggelige ting så som at gå på campingpladsen nede om hjørnet og sole og bade og bare ligge i græsset og se på sommerhimmelen – eller nærstudere græsset, der stikker lidt:

En lille lur i skyggen er også en dejlig ting – når man altså er færdig med at sidde ved poolens kant og se på alle de andre unger iført farvestrålende badetøj og skingre stemmer:

Og når det er rigtig varmt, så er man heldig og få lov at ligge i bar numse hjemme på stuegulvet – naturligvis altid med den tro følgesvend Helge inden for række- og tyggevidde:

Tante Grøn aka Amanda og Bella er her også i disse dage, så Albert er godt passet op på underholdningsfronten, hvilket vi ikke hører ham klage meget over – her er flokken klar til at drage på campingpladsen; Albert for første gang i klapvogn m. kørepose:

I morgen er Albert fem måneder gammel. Helt igennem ufatteligt! Det føles som lysår siden, men samtidig var det jo nærmest lige i forgårs, at vi sad der på hospitalet og kiggede ned på den lille tæppebylt, der rummede vores skønne søn…

Albert kan nu en hel masse ting, og han viser mere og mere karakter. Han er en aktiv gut, der giver besked, når noget ikke behager ham – men han er ikke karrig med grin og store smil, når han har det godt, og det har han langt det meste af tiden. Han sover omtrent 12 timer om natten nu og får stadig en flaske ca. halvvejs. Han står på flad fod, han ruller rundt efter forgodtbefindende nu, og han er liiiige ved at have knækket kravle-nødden. Han spiser godt og meget og er helt færdig med at blive ammet; ikke engang en lille hyggetår om morgenen bliver det til mere, thi ungen vil egentlig helst bare ned og have sin havregrød. Akkeja…

🙂

… eller “Det, man ikke taler om”.

Klokken er lidt over 19 på en ganske almindelig onsdag aften, og Albert sover! Det er i sig selv måske ikke så skelsættende endda, og så alligevel lidt.

Albert var helt fra den spæde start udstyret med et helt ualmindelig godt sovehjerte, der hjalp ham til at sove nætterne igennem på kun en enkelt mor-tår undervejs. Faktisk sov han et sted mellem 6-8 timer i træk, og han tog sig også nogle gevaldigt gode lure i løbet af dagen. Vi var heldige, var vi. Og forholdsvist udhvilede af et par nybagte forældre at være.

Men så pludselig en dag – eller rettere en nat – gik den historie ikke længere. Albert vågnede og skreg i vilden sky. Han blev lagt til patten, som han kastede sig over med en iver, der trak tårer i øjenkrogen på moderen, og der blev lagt grundsten til brystbetændelse og nye sår på de vorter, der i forvejen var ved at være godt slidt og trætte. På det tidspunkt var han vel lige godt tre måneder gammel.

Han fik selvfølgelig lov til at sutte alt det, han kunne, men i stedet for at falde i en rolig og tilfreds søvn, hvor vi uden problemer kunne fragte ham over i hans egen seng igen efter en stund, så lå han nu uroligt og peb og irriteredes, når jeg forsøgte at tage patten fra ham. Hvis det endelig lykkedes at få ham over i tremmesengen, så vågnede han igen med et hyl blot 1½-2 timer senere, og vores nætter begyndte lige pludselig at trække tænder ud for alvor. Heldigvis formåede Niels at sove sig fra det meste, så i hvert fald én af os fik lidt søvn, og og priviligerede som vi er, så kunne han langt de fleste morgener stå tidligt op med knægten, mens jeg lige fik en ekstra time på det øje, som ikke havde været lukket mange minutter ad gangen i løbet af natten.

Det var lige der omkring, at vi besluttede os for at begynde med lidt med substans-mad til barnet. Og det gik jo godt – Albert kvitterede med at sove rigtig godt. Et par nætter. Og så vendte de korte søvnintervaller tilbage, lissom det også var blevet sværere at få ham til at falde til ro ved sengetid.

Det kunne faktisk på de værste aftener tage op til en time at få ham til at falde i søvn. Niels, det tålmodige menneske, vuggede ham i vuggen her i stuen, for det var jo det, han var vant til. Fra den allerførste aften herhjemme var han blevet lagt i liften i vuggen og var faldet i søvn til lyden af vores stemmer, fjernsynet fra tid til anden, tastaturklikkeri og andre hyggelige aftenfamilielyde. Men pludselig var det lissom ikke nok, og vuggeriet begyndte for alvor. Sammen med godnatsang, sscchhy’sen og gentagende “godnat” til ungen, der blot skreg sig mere og mere gasblå i ansigtet.

Vi havde snakket om, at han på et tidspunkt ikke længere skulle lægges til at sove i liften, for han var godt på vej til at vokse ud af den, så det var nok en god idé at intoducere muligheden for at blive lagt direkte op i tremmesengen ved nattetide. Som tænkt så gjort. Og der fortsatte blot de lange rutiner med en overophedet og hidsig baby og overophedede og frustrerede forældre til følge. Vi brød vores hjerner med, hvad der kunne være galt – alt blev vendt og overvejet. Vi prøvede med at dejligt varmt bad lige inden puttetid, men det fik blot ungen i festhumør for alvor, så det trick virkede aldrig rigtig optimalt. Vi hældte masser af mad i ham, han fik lov at ligge ved brystet og falde hen, vi sørgede for faste rutiner med pusleri og natdragt, en mor-duftende stofble til at nusse med, en bamse at ligge og kramme med, dyner og tæpper i sengen for at gøre det trygt for ham at ligge der. Nævn det, og det blev foranstaltet. Men lige lidt hjalp det, og de sorte render under øjnene på forældrene begyndte at træde lige tydeligt nok frem, simultant med at overskuddet ebbede ud af os.

Og så lige pludselig en dag her forleden slog det mig: hvad var egentlig forskellen på vuggen og tremmesengen? Hvad var der hernede, som ikke var deroppe? Og det slog mig: uroen sguda! Den lystige uro med de dansende gule blomster, som vi fik af Alberts farmor, da han lige var født. Den uro, som har været Niels’ og hans søskendes, da de var små. Dén uro hang jo her i stuen over vuggen, mens der ingenting var over tremmesengen, som i øvrigt også havde fået en noget mærkelig og tilfældig placering i et soveværelse, der bar lidt præg af at være opmagasinering af for mange møbler og alment rod.

Så da Albert faldt i søvn til lur der søndag tidlig formiddag, så gik jeg igang med at rokere rundt i soveværelset, så hans seng kunne få en bedre plads tæt på vores seng – og uroen fik plads lige over hans hovedpude… Spændt var jeg, da vi søndag aften skulle putte ham, for tænk engang hvis uroen skulle vise sig at have den ønskede effekt! Vi havde også læst lidt hist og pist om gode lægge-rutiner og var nået frem til, at det var tid til at prøve at lade Albert falde i søvn af sig selv kun sporadisk assisteret af os undervejs. Tanken er, at man lægger barnet, siger godnat og forlader rummet uden for mange falballader. Hvis barnet skriger, så går man ind til det med 5 minutters mellemrum og bekræfter det i, at man er der, men man tager ikke kropskontakt, der tændes (selvfølgelig!) ikke lys, man snakker ikke – man gentager blot “du skal sove nu, godnat”, og så går man igen. Det fortsætter man så med, indtil barnet giver slip og falder i søvn. Det er den hårde vej, hvis man har det svært med at høre sit barn græde, men det er en effektiv vej, hvis man vil hjælpe sit barn til selv at kunne (og ikke lade babyens søvnvaner kontrollere resten af familiens!)…

Nå men, hvorom alting er; søndag aften oprandt, og det blev puttetid (i øvrigt meget tidligere end førhen, hvor Albert først for alvor sov omkring kl. 21-21.30 – denne søndag var klokken ikke meget over 19.30, da vi gjorde klar til natten for en træt, træt baby). Han fik en slurk hos sin mor, og så lagde Niels ham op og gik fra ham ganske hurtigt – og uroen havde fået et dask, så han kunne ligge og kigge på den. Og så sad vi ellers med tilbageholdt åndedræt og kiggede på uret, for vi skulle jo sørge for at gå op til ham igen, når de fem minutter var gået. Men Albert græd lidt, han brokkede sig lidt, så pludrede han lidt, så mumlede han lidt, og inden de fem minutter var gået, så sov han! Ikke én eneste gang var vi nødt til at gå op til ham!

Ufatteligt men sandt. Uroen havde gjort sit, vores beslutsomme og konsekvente manér har sikkert også spillet ind. I hvert fald sov ungen sødt, og vi var lettede – og trætte. Da vi listede i seng kun et par timer senere, vågnede Albert ved pusleriet, og blåøjet gav jeg uroen et dask og gentog, at han skulle sove, og at det var godnat-tid nu. Vi slukkede lyset, og jeg kunne se Alberts små hænder række ud efter uroen i natten; han pludrede lidt og…faldt i søvn igen! Mageløst! Han vågnede først over midnat og var sulten, og vi fik sovet natten næsten igennem for første gang i over tre uger eller sådan noget.

Mandag gik godt. Samme rutine blev fulgt ved lurene i løbet af dagen, og hver gang faldt Albert i søvn inden for de fem minutter. Også om aftenen. Og aftenen efter. Og nu er det så fjerde aften, hvor det er gået så nemt. I dag måtte jeg dog lige op til ham efter 7 minutter (intervallet forøges med henblik på helt at kunne undgå det med tiden…). Der er noget, der tyder på, at vi har fået has på begyndende søvnproblemer i opløbet, og vi er svært tilfredse. Det er Albert faktisk også, når han vågner og er godt udhvilet og klar til at kaste sig over dagens oplevelser 🙂

Nuvel, træer vokser jo ikke ind i himmelen, og vi ved da godt, at vi sagtens kan få søvnløse nætter igen. Men for nuværende er de et overstået kapitel, og det er vi altså nogen, der er svært tilfredse med…

Så blev Albert seks uger gammel. Vi fejrede det ved at tage ud og spise – uden ham! Den selvbestaltede cheftante og kommende gudmor Lotte var kommet på visit i træhytten, og hun tilbød at tage sig af barnet, så vi kunne få vores første break og stund sammen helt alene efter den omtumlede mandag dér for seks uger siden. Vildt!

Det udnyttede vi naturligvis til at sidde og tale om… Albert! I hvert fald de første 20 minutter, hvorefter vi blev enige om at prøve og huske, hvad vi snakkede om, før han kom til 🙂 Det klarede vi faktisk – lissom vi nød hvert sekund af den uventede mulighed for lidt voksen-alene-tid. Tak til Lotte 🙂

For at gøre et referat af den seneste tid overkommelig, krydres med lidt billeder og korte beskrivelser:

Vi tog på tur – afsted til en kæmpe stofbutik, hvor målet var at finde noget fint foerstof til Alberts dåbskjole og noget til en kjole til Bella, ligeledes til dåbsdagen. Albert mente så, at han skulle underholde hele butikken med lidt skrig og skrål. Fodres skulle han også midt i det hele, og som kronen på værket krævede bleen lige pludselig udskiftning – det klarede Lotte på toilettet, mens jeg indtog den hapsdog, som vi var blevet nødt til at smugle ind, da sulten meldte sig. Det tog omtrent tre timer at få købt i alt 4 meter stof! Godt så!

Autostolen bruges i en snæver vending også som skråstol i øjeblikket, for Albert kan naturligvis også godt lide at være med ved bordet, når vi andre sidder og hygger. Her er det morgenbuffetten, der tjekkes ud. Et lille aber dabei: Albert ønsker sig en skråstol i dåbsgave 🙂

Og så var det blevet badetid igen – antallet af lakridser mellem tæerne indikerede, at det var på høje tid ;o) Bella viste sig beredvillig, og der blev plasket igennem. Albert nyder vandet i stor stil, når det første gys lige er overstået, vel at mærke.

Efter sådan en dukkert er det dejligt, når ens mor står klar med et dejligt lunt håndklæde, som man kan svøbes i, inden måsen igen skal pakkes ind i Libero. Sådan et blik dér sender en sentimental mor til tælling, og man kan ikke andet end knuselske det lille væsen…

Amning har vist sig at kunne tage energien fra selv de bedste – og man kan nemt falde i søvn, når man ellers er blevet lagt klar til lidt bøvseri. Og det gælder så åbenbart mor som søn 🙂 (vi er glade for striber i vores familie….hmmm…)

Og sidst men ikke mindst: Albert er vældig tilfreds, når der er udsigt til at komme på tur, så når han placeres i autostolen og pakkes ind efter alle kunstens regler, så er han mild og blid og i sit es. Man kan ligefrem se, at han glæder sig, ikk?

Og dagens visit hos sundhedsplejersken viste en vægt på 5420 gr og 55 cm. lang. Han vokser og trives, som han skal – og lidt til… Og sådan skal det bare være 🙂

Ovenstående taler vist sit eget sprog – det går godt her hos os. Tiden flyver afsted, mens der holdes rede på sovetider og madmængder. Der er nok at se til med sådan en baryler i huset… 🙂

Albert kan godt lide at være i arm. Helst hele tiden. Som de fleste andre børn, vel.

Alberts mor kan godt lide at sidde med Albert i armene. Helst ikke hele tiden. Som de fleste andre mødre, vel.

Så endnu en balance og et sundt kompromis har set dagens lys i træhytten: en slynge!

Med sådan en kan Albert være tæt på mig – mens jeg har armene fri til at lave andet end sidde fastlåst med ham time ind og time ud. En såkaldt win-win 🙂

Vi skal lige vænne os til at bruge den – og blive dygtigere til at få Albert placeret ritgtigt i den og sådan noget. Men det er nok snart rutine, som så meget andet er gået hen og blevet det.

Albert nyder det – og nupper gerne lige en lur, men moren trisser rundt og laver praktiske ting. Herligt!

Hvis der er nogen, der skulle være i tvivl, så er vores baby jo af en helt særlig kaliber – han er selvfølgelig den dygtigste unge, man kan forestille sig. For slet ikke at tale om, hvor fremmelig han også er…

For tiden bruger vi lidt krudt på bodybuilding! Daglige træningspas af en små 4-5 minutter, hvor Albert bliver placeret på maven og derefter nøje superviseres og coaches med henblik på at stive ryg og nakke af – og stor er glæden og stoltheden, når han rent faktisk løfter hovedet og holder det ved egen hjælp i små intense øjeblikke.

Og så har der jo været en del polemik omkring det med sutten. Den lyserøde, I ved nok. Det går jo ikke til en rigtig dreng. Vi har modtaget indtil flere i passende blå nuancer, men der er ikke rigtig nogen af dem, der er faldet i hans smag… Så den lyserøde har hele tiden været inden for rækkevidde. Men forleden kiggede posten forbi med en pakke, som indeholdt nogle helt særlige af slagen, og det ser ud til, at Albert mener, at de passer ham – og man forstår ham jo 🙂 Se selv:

Der er en nordjysk tante og kusine, der allerede står højt i meningsmålingerne hos den unge mand… :o)