Blog Image

Albert i stort og småt

Udpluk fra livets gang...

Albert kom til, del 2: fødsel

Fakta Posted on 07 May, 2009 20:57:10

Søndag d. 25/1-09 gik fødslen igang, og mandag d. 26/1-09 kl. 19.17 kom Albert ud til os.

I tiden op til havde jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om den forestående fødsel, som jeg så frem til med nervøs spænding. Jeg var ikke bange for det men behørigt nervøs for, hvordan det ville forløbe. Jeg var spændt på oplevelsen – velvidende, at den ville være smertefuld – og jeg spekulerede selvfølgelig over, om det hele nu ville gå godt, så både babyen og jeg kom helskindede ud af det hele. Jeg var tryg ved tanken om, at Niels ville være ved min side, for han havde trods alt prøvet det før og er en stærk klippe at læne sig op ad. Jeg forestillede mig vel nok, at det ville blive en ”standardfødsel”, for min mor havde født forholdsvist nemt og hurtigt, og rygtet siger jo, at man kan spejle sig i sin mor i slige sager.

Så da jeg vågnede dér tidligt søndag morgen omkring kl. 03.30 og mærkede det spænde til omkring maven, blev jeg glad, for nu var det endelig nu! Jeg var på det tidspunkt seks dage over terminsdatoen og i dén grad klar til at få den baby ud af min mave; koste hvad det ville, mere eller mindre! Jeg var ikke sikker på, at det var en ve, jeg havde mærket, så jeg blev liggende stille og ventede på, om det skulle komme igen. Og det gjorde det – for fuld udblæsning, så jeg ikke var i tvivl om, at det var fødselsveer, der trængte sig på i den nedre del af maven og hen over lænden. Det føltes som om jeg havde et spændebånd om maven, som strammedes og strammedes for så til sidst endelig at blive løsnet lidt. Ikke helt, for smerterne gik ikke helt væk men lå og ulmede videre. Ved tredje ve skubbede jeg til Niels og informerede ham om, at det var i gang, og han fandt et ur frem, så vi kunne følge med i, hvor lang tid der gik mellem veerne. I starten var der omkring 10-12 minutter imellem, så det var endnu meget tidligt. Vi blev liggende i sengen, og Niels forsøgte at få lidt mere søvn, da vi jo nok vidste, at der var en større fysisk opgave foran os begge.

Ved 6-tiden om morgenen var der omkring 5-6 minutter imellem hver ve, og jeg stod op og tog mig et langt varmt bad, som lindrede smerterne lidt. Pr. instinkt havde jeg hurtigt fundet en god rytme til åndedrættet, når veerne nev for alvor, og der var i det hele taget god ro på. Niels gik ned og lavede morgenmad og tjekkede op på internettet omkring de forskellige fødselsfaser mm., så vi vidste lidt om, hvor langt jeg var i forløbet. Tasken til sygehuset var pakket, og vi var klar, og på det tidspunkt så alt jo ud til bare at gå sin stille og rolige gang, og vi begyndte at se frem til at få en baby i løbet af dagen.

Da der var 3-4 minutter mellem veerne ringede vi til fødeklinikken på Lund sygehus og fik lov til at komme ind, selv om sygeplejersken der vist nok mente, at vi godt kunne vente lidt. Men med den forholdsvis lange tur derned, som tager omkring tre kvarter, min mors hurtige fødsler i tankerne og de korte intervaller mellem veerne, mente vi nu nok selv, at vi hellere måtte se at komme derind. Så omkring kl. 8 søndag formiddag kørte vi til Lund og forventede at få en baby med hjem inden for en overskuelig tid…

Der er ikke parkeringsforhold i nærheden af fødeklinikken, så Niels måtte sætte mig af og hjælpe mig ind til hovedindgangen, hvor man skal ringe på en klokke for at blive lukket ind. Jeg sad der uden for døren og ventede på Niels, mens han fandt parkering til bilen, og holdt veerne nogenlunde i ave. Det var en mærkelig oplevelse, for midt i at jeg sad dér og kæmpede min egen kamp med smerterne, kom der en kommende far ud fra fødegangen for at ryge udenfor. Man kunne se på ham, at hans tanker var helt fokuseret på dét, der skete for hans kone og for hans familie, mens jeg sad dér og kun tænkte på mig selv og min baby. To parallelle, skelsættende, forløb, som intet havde med hinanden at gøre og alligevel var tæt forbundne.

Da Niels kom, ringede vi andægtigt på klokken og blev lukket ind i de hellige haller af fødestuer på rad og række ned af gangen. Heldigvis er der godt lydisoleret, så jeg hørte ingen skrig og skrål fra andre kvinder i fødselssmerte, eller også var jeg så lukket inde i mig selv og mine egne smerter, som kom med jævne mellemrum og stadig ikke slap mig helt på noget tidspunkt, at jeg ikke hørte det. Stemningen på fødegangen var fortættet intens og mærkværdigt rolig på én og samme tid. Vi blev indlogeret på rum 6, og blev vel modtaget af personalet. Først blev der kørt en ”strimmel” på maven for at se, om alt var i orden, hvilket det tilsyneladende var. Det var rigtig svært for mig at ligge på ryggen, og jeg lå dårligt og ukomfortabelt og begyndte for alvor at føle mig som en fødende kvinde med alle de ubehag, der følger med. Jeg var tørstig af at trække vejret så heftigt, jeg havde ondt, jeg lå dårligt, jeg havde det varmt osv. osv.

Så kom jordemoderen og ville mærke, hvor meget jeg havde åbnet mig… med en fuldstændig ubærlig smerte til følge! Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende, og det fik veerne til at fremstå som det rene vand ved siden af. Jeg hang om halsen på Niels, og tårerne sprang ud af øjnene på mig. Når jeg ser tilbage på hele forløbet, så står netop dén oplevelse som det absolut værste af det hele. Fy for pokker! Og nedslående var det også at få at vide, at jeg kun var to centimeter åben, og der var endnu lang vej til de 10 centimeter, som er et nøgletal i en fødsel, for det er dér, det for alvor går løs med presseveer og sådan noget.

Jordemoderen opfordrede os til at gå en lang tur på området for at se, om det kunne sætte lidt skub i tingene, så det gjorde vi. Vejret var koldt og en smule blæsende, og det var sin sag at gå ret langt, når man har veer hver 4. minut. Men vi kom da rundt, gik ind og fik en kop kaffe (Niels fik, i hvert fald) på sygehusets cafeteria, og et par timer efter vendte vi så tilbage til fødeklinikken. Veerne havde stabiliseret sig med 4-5 minutters intervaller, så der var ikke så meget, der tydede på, at fødslen rigtig udviklede sig. Jordemoderen ville tjekke igen, hvilket hun kun nødtørftigt fik lov til, og hun konstaterede desværre, at der stadig kun var to centimeters åbning. Hun opfordrede os til at tage hjem og tage det roligt, for de led af pladsmangel på fødegangen, og de kunne ikke gøre fra eller til – eller som hun udtrykte det ”hvis I bliver her, kan det være, vi kommer til at gøre noget, som vi ikke behøver”. Med det mente hun, at de jo godt kan gøre lidt af hvert for at sætte skub i tingene, men at det ikke var tiden til det. Endnu.

Så vi kørte hjem. En smule desillusionerede, vel nok. Veerne kom stadig med stabile mellemrum, og jeg fik stadig ingen rigtig ro for dem. Vel hjemme i vanlige gemakker gjorde vi os det så behageligt som muligt. Med dyner i sofaen, masser af vand, tilmed lidt spaghetti med kødsovs til aftensmad blev klemt ned. Og sådan gik dagen sin gang. Jeg lå på sofaen og våndede mig med veer, mens Niels til stadighed tjekkede med mobiltelefonen, at der stadig kun var de der forbaskede fem minutter mellem veerne. Dagen var alenlang, og den gik over i aften, uden at der skete noget revolutionerende i processen. Jordemoderen på fødegangen havde forsikret mig om, at babyen nok skulle komme ud i løbet af dagen, og jeg begyndte så småt at føle mig slemt snydt og arrig over, at der ikke skete noget mere, end der gjorde! Aften blev til nat, og vi forsøgte at lægge os op i seng for at få lidt hvile, hvilket vist nok lykkedes for Niels men ikke for mig – og som natten gik, nærmede vi os et døgn uden søvn, med meget lidt mad, og med vedvarende smerter, der kom rullende ind over mig og aldrig helt gav slip. Ud på morgenen blev det for meget, og jeg forsøgte mig igen med et varmt bad, som satte lidt skub i tingene, og pludselig var der kun to minutter imellem veerne, som også syntes at tage til i styrke. Endelig, endelig, endelig så der ud til at ske lidt!! Og så var det af sted til Lund igen…

Da vi kom derind igen, blev vi endnu engang indlogeret på rum 6, der blev kørt endnu en strimmel, og ved et tjek af tingenes tilstand kunne jordemoderen berette, at jeg nu var fire centimeter åben, hvilket lige akkurat var nok til, at vi fik lov til at blive, og fødslen blev erklæret for værende i gang. Den gode nyhed til trods var jeg dog noget nedslået, for at bruge et helt døgn på at åbne sig sølle to centimeter, når målet er 10, virkede ærlig talt noget demoraliserende!

Men der var jo ikke andet at gøre end at følge med, og nu da jeg var fuldgyldigt indlogeret fødende, blev der disket op med luksus i form at varme hvedepuder på lænden og maven, og – ikke mindst – blev der lukket op for lattergassen. Oohhh yeah!

Klokken var vel omkring 11 om formiddagen på det tidspunkt, og jeg var træt ind til benet. En eller anden øko-hippie-jordemoder opfordrede mig til at stå op og vugge og ”dansa din bebis ut”. Havde jeg haft kræfter til det, havde hun fået et velplaceret slag i tænderne, men jeg orkede ikke og lagde mig blot til rette på siden i sengen og koncentrerede mig om åndedrættet og om at nå at få lattergassen på plads lige netop, som veerne kom rullende ind over mig.

Og så gik timerne. Igen føltes det som om, at der ikke skete noget nævneværdigt, og stemningen var ved at være lidt mat. Ved 3-tiden om eftermiddagen var der vagtskifte, og den aftrædende jordemoder kom ind for at takke af og informerede om, at hun ville give mig en ve-stimulerende middel, så der kunne komme gang i sagerne, for hun kunne se, at jeg var ved at være på de sidste kræfter, og i øvrigt var jeg kun fem centimeter åben, så en hel dag var gået med blot én centimeters udvidelse. Da den melding kom, bad jeg om at få en epiduralblokade som smertelindring, for udsigten til ve-storm uden noget mere heftigt end gassen (som jeg vist nok kom til at suge lige lidt for meget af… ahææm) var fuldstændig uoverskuelig. Ve-stormen nåede dog godt i gang, inden anæstesilægen kom og lagde blokaden, og Milde Skaber, der var tryk på de veer, som nu kom med et minuts mellemrum og overhovedet ikke gav mig hvilepauser.

Endelig kom lægen og fik lagt den blokade, og den hjalp rigtig godt… eller rettere: den hjalp skisme da overhovedet ikke! I 10 minutter lindrede den smerten lidt i venstre side af lænden, og så var den raket skudt af! Dybden af min skuffelse var uudgrundelig, og jeg var grædefærdig over, at jeg altså ikke fik den forventede hjælp af den blokade, så nu var jeg bare ”on my own” igen og måtte finde kræfter til at klare de mange veer selv – jeg slap ikke masken med lattergassen i så meget som et nanosekund, for det var mit eneste anker lige dér, hvor jeg virkelig var ved at være brugt op. En velmenende sygeplejerske havde noteret sig, at jeg var ved at være på pumperne med energi og havde foranstaltet en bakke med madder til mig, men jeg måtte ikke spise i forbindelse med epiduralen, og da den ikke virkede, og ve-stimulansen gjorde sit arbejde, så fik jeg ikke mulighed for at spise… til gengæld fik Niels så et skud energi ud af mine madder!

Med vagtskiftet var der naturligvis kommet en ny jordemoder til, og hun var såmænd sød nok, men hun var også lidt distræt og til tider fraværende i sin tilgang til tingene. Og så var jeg ved at være rigtig overfølsom og sensitiv, og vi havde ikke den bedste kommunikation kørende. Spørgsmålet er dog, om jeg kunne have haft det med nogen som helst i den situation. Hun havde problemer med at få diverse apparatur til at virke, og hun mente at kunne høre uregelmæssighed på barnets hjerterytme, så hun ville prøve at skifte den maskine, som kontrollerede det, ud. Det betød, at de skulle skifte den sensor ud, som de havde placeret på babyens hoved – det sidste i verden, jeg havde lyst til, var at skulle have befamlende fingre op i mig. Alt i alt spidsede situationen noget til, og jeg begyndte at plædere for et kejsersnit for at slippe ud af den uendelighed, jeg befandt mig midt i, men det blev pure afvist af jordemoderen, der forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være.

Hun havde åbenbart en fødselslæge med til at supervisere på distancen, og hun kom ind og meddelte, at han sagde, at jeg skulle ligge på alle fire for at provokere veerne yderligere. På det tidspunkt var jeg villig til hvad som helst for at få den unge ud, så jeg oparbejdede kræfter til at få vendt mig – da hun så kom ind tre minutter efter og sagde, at jeg skulle op og stå, var jeg rigtig træt af hende og begyndte at skælde ud. Niels støttede mig fænomenalt i det hele og fik hjulpet mig på benene. Mens jeg stod der og var på nippet til at knække sammen i knæene af ren udmattelse, fandt jordemoderen det så belejligt at udskifte den der sensor, så da jeg kiggede ned, lå der to mennesker på gulvet i færd med at montere noget på hovedet af min baby, som stadig lå indeni mig. På en eller anden måde var det en så grotesk situation, at jeg fik sagt til Niels, at ”det her kommer til at kræve terapi at komme sig over”.

Jeg fik lagt mig op i sengen igen, og så lige pludselig kom presseveerne. Årrh mand for nogle presseveer! Jeg holdt igen, og Niels fik ringet efter jordemoderen, der kom og gav grønt lys for, at jeg kunne begynde at presse, hvis jeg følte for det. Følte for det!! Jatak, mand! Endelig kunne jeg selv gøre noget for at få tingene til at ske, så jeg pressede, når jeg følte for det. Ikke at man egentlig har en mulighed for at lade være, for hele kroppen presser, og man kan ikke meget andet end at følge med.

Og så – langt om længe – blev bordet med det grønne klæde gjort klar, alle jordemoderens dingenoter lagt til rette, og både Niels og jeg var lettede over, at vi nu trods alt havde udsigt til at snart at få vores barn i armene. Fødselslægen var kommet til, for han havde interesse i at følge maskinens kurver, som ikke stemte overens med det, min krop og fødslen viste. Der var vist noget med, at han kunne bruge det som materiale for noget undervisning dagen efter. Nåja, jamen værsåartig, ingen årsag da! Med sig havde han en praktikant, som vi faktisk havde hilst på dagen før, da vi var på fødegangen første gang. Altså var der nu jordemoderen og hendes assistent, lægen og hans praktikant, Niels og mig – og dagens hovedperson, naturligvis – til stede i lokalet. Det var jo en hel fest!

Jeg kom om på ryggen, op med benene i de berømte bøjler, og så var der ellers dømt pres for alle pengene. Veerne kom hurtigt efter hinanden, så jeg nåede lige at samle mig, inden det var tid for næste omgang. Fødselslægen opfordrede mig til at tælle til syv, inden jeg slap presset – jeg forhandlede det ned til fem med eder og forbandelser. Niels administrerede gassen på min kommando og måtte også agere fødselshjælper og holde mit hoved op mod brystkassen, mens jeg selv trak knæene op til mig. Fødselslægen forelagde muligheden for, at han også hjalp til med ”ydre pres”, som de kalder det, hvilket jeg indvilligede i – som skrevet: den baby skulle ud, og det skulle den nu! Heldigvis for mig, gik det ikke op for mig, at lægen hentede en skammel og kravlede tre trin op for at kunne lægge hele sin vægt på min vom, når jeg pressede. Havde jeg vidst, at det var det, ”ydre pres” egentlig betød, var jeg måske ikke gået med til det. Men faktisk var det ikke ubehageligt eller smertefuldt, så her efterfølgende er det ikke noget, jeg har noget problem med. Og jeg pressede, og jeg pressede, og lige pludselig var meldingen, at jeg ville få min baby ud ved næste pres – og lige dér nåede jeg lige at få lidt panik, for nu var det så nu, og der var virkelig ingen vej tilbage!

Og så det sidste pres, et enormt ”svup” og et vakuum i maven på mig… og et klistret lille, knirkende væsen blev lagt op på min mave og skyndsomt svøbt i varme håndklæder. Det første, der slog mig, var duften af nyfødt. Fuldstændig ubeskrivelig. En særlig, dejlig, sødmefyldt duft. Og så håret! En masse, masse mørkt hår. Jeg spurgte Niels, hvad det var blevet, og han måtte løfte på håndklæderne for at se det – en lille dreng! Vi havde fået den allermest fantastiske lille skønne dreng, som bare lå der og var så lillebitte og hjælpeløs og alligevel allerede p udkig efter mad.

Fuldstændigt udaset lå jeg der med benene i bøjlerne og prøvede at kigge på min lille søn. Havde jeg haft nærvær og kræfter til det, havde jeg bedt om at få hævet sengen lidt op, så jeg bedre kunne se ham, men det ænsede jeg ikke. Det skal jeg huske, hvis jeg nogensinde kommer i samme situation igen.

Inden fødslen havde jeg skrevet en fødselsplan, hvor jeg havde anført, at jeg håbede at kunne undgå at føde på ryggen, at jeg ville undgå epidural hvis muligt og alt muligt andet. Det blev ikke den fødsel, jeg havde forestillet mig – men man kan helt enkelt heller ikke forestille sig, hvordan sådan noget vil forløbe. Jeg er glad for den oplevelse, vi fik, og der er ikke noget, jeg ville have gjort anderledes undervejs, hvis jeg kunne gøre det om. Jow, jeg ville gerne slippe for det ekstra døgn med veer, som vi lige måtte igennem, men også dét er på mærkværdig vis trådt i baggrunden.

Og så var det tid for efterbyrden, som slap uden problemer, og seks indvendige sting, og så med ét var rummet tømt for mennesker efter en masse lykønskninger og glædestårer, lange kram fra Niels, som også fik den lille knægt i armene og strålede af lykke og stolthed – og det var bare os tre! For allerførste gang bare os tre.

Personalet kom ind med en bakke ”smörgåser” til os, et glas cider og det svenske flag på hel. Og så sad vi dér og fik endelig langt om længe noget føde indenbords for første gang i over et døgn. Jeg mærkede matheden melde sig, men jeg mærkede også en særlig rus fylde kroppen. Jeg sad og så på den lille skabning, som jeg lige havde kæmpet en uretfærdig hård kamp for at få ud, og jeg undrede mig over, at jeg allerede der var i gang med at fortrænge, hvor hårdt og svært det havde været. Sindet kan altså virkelig nogle tricks!

Så blev Albert puslet for første gang, jeg fik mig et tiltrængt bad, og så var der blot tilbage at vente på, at vi kunne komme over på Patienthotellet, så vi kunne få lidt søvn. Klokken var vel omkring midnat mandag d. 26/1, og vi var nyslåede forældre, der allerede havde ringet rundt til de nærmeste og sms’erne lå klar til afsendelse med meldingen om, at alt var gået godt – langtrukkent og hårdt men godt. Rigtig godt, faktisk, for der lå lille Albert og var allerede det dejligste væsen, jeg nogensinde havde set… 🙂

”Stay tuned” for næste afsnit af ”Albert kom til, del 3: de første dage/amning”.



Albert kom til, del 1: graviditet

Fakta Posted on 05 May, 2009 12:55:15

Denne blog er ikke kun tiltænkt nysgerrige familiemedlemmer og venner – den er i højeste grad også et vidnesbyrd fra Niels og mig til Albert om hans første tid, vores tanker, håb og overvejelser, de vigtigste hændelser, hans udvikling, dokumentation af første smil, skridt, vækst, vaccinationer og meget, meget mere. Jeg har ikke en ”barnets bog”, hvor jeg skriver nøgletal og lister over gaver og besøgende – men jeg skriver på denne blog, og forhåbentligt vil Albert en dag være glad for at have den og få sjov ud af at læse om sit liv og færden fra den spæde start.

Derfor skal fortællingen om tiden gennem graviditet og fødsel selvfølgelig også fortælles, fordi Albert skal vide, hvordan det hele gik til.

Den spædeste begyndelse fandt sted omkring årsskiftet mellem 2007 og 2008. Vi havde tidligere snakket om, om vi måske gerne ville have børn en dag, og hvornår det så skulle være, hvornår det mon passede, om vi mon kunne, når vi engang gerne ville, hvorfor vi gerne ville og alt det der, som man nu engang snakker om, når alting er meget ”hvis og hvis” og ukonkret. Men deromkring på det tidspunkt blev snakkene mere konkrete, og vi blev enige om, at det var nu, hvis det skulle være. Så vi holdt op med at gøre noget for at undgå graviditet og lod det så ellers være op til skæbnen, om det skulle være.

Og det viste sig overraskende hurtigt, at det skulle det! Jeg var (atter engang) taget med min kære ven og tidligere kollega Birgitte til Vaugines for at besøge Niels Jørgen, som også engang var min kollega, og hans skønne frue Kirsten i deres fantastiske residens lige dér på kanten af Cote de Luberon i det sydlige Frankrig. Der er skønt og frodigt – ikke mindst på den tid af året, hvor kastanierne stadig kaster de sidste lys, valmuerne blomstrer, og lavendlerne så småt folder sin duft ud over alt og alle. Der er også rigeligt med rosévin på bordene, og Niels Jørgen og Kirsten er kendt for at traktere med herlig mad og samvær.

På dén tur var det, at jeg talte på fingrene og konstaterede, at der vist var gået lidt tid ”over tiden”. Set i bakspejlet var der vist også noget med nogle bh’er, som irriterede og en begyndende træthed, der overvældede mig om aftenen. På et tidspunkt snakkede jeg med Niels i telefonen og forelagde ham muligheden for, at der måske var en ekstra passager med på rejsen og bad ham sørge for at have remedier til en test klar, til når jeg kom hjem igen.

Og hjem kom jeg. Og testen blev taget. Og de to streger var skrigende blå og tydelige. Dét, vi egentlig godt vidste begge to, var åbenbart sandt. Jeg havde en lille baby på vej!! Vi krammede, og vi kyssede. Vi grinede lykkeligt og hysterisk. Jeg græd glædestårer og kunne slet ikke stoppe med at smile, og Niels var stolt og spændt. Tænk engang – et lille nyt liv… Ufatteligt skønt og skræmmende på én og samme tid. Og allerede dér begyndte vi at prøve at forestille os det lille myr, der rumsterede rundt derinde; mon det er en dreng eller en pige? Kommer den til at ligne mig eller Niels? Hvor stor er den? Hvor stor mon jeg bliver? Og alle de der forestillinger, man gør sig, når man virkelig glæder sig og virkelig står over for noget nyt og ukendt.

Det var endnu meget tidligt i graviditeten, men vi blev dog hurtigt enige om, at vores forældre skulle have besked ret hurtigt, for min far var meget syg af kræft, og Niels’ mor kæmpede også samme kamp. Så nyheden spredtes tidligt, og vi håbede så bare, at de kritiske første 12 uger ville blive overstået uden komplikationer. Og det blev de såmænd; alt gik godt lige fra begyndelsen, og graviditeten skulle undervejs vise sig at være af den letteste slags uden kvalme og slige sager, som man ellers hører så meget om. Den eneste gene, jeg måtte bøvle med, var trætheden, som virkelig havde sit tag i mig i den første tid. Jeg sov, sov og sov. Og så sov jeg lige lidt mere.

Det første besøg hos jordemoderen, Christine Åkesson på lægehuset i Svalöv, fandt sted dagen før, min far skulle bisættes. Det var en meget mærkelig tid for mig, for netop som jeg mistede min far, voksede livet i maven på mig. Jeg sørgede over tabet og var lykkelig for babyen i min mave, og godt påvirket af hormoner havde jeg om end endnu lettere til tårer, end jeg ellers har, og energien var som fuldstændigt forsvundet ud af mig. Sommeren bød på ekstremt meget arbejde, så på mange måder er det en tid, som jeg har svært ved at huske; der skete vist lige lidt for meget på lidt for kort tid til, at jeg kunne nå at følge med.

Jeg kan dog sagtens huske, da jeg begyndte at kunne mærke liv! De små bump og boblende fornemmelser der på indersiden af maven, som også var begyndt at vokse rigtig godt, var helt fantastiske. Mærkelige og uvirkelige. Da vi var på Bornholm i august måned kunne man for alvor se, at jeg var gravid, og da vi var i svømmehallen i Gudhjem, bumlede maven løs… enten var babyen vild med vand eller det stik modsatte. Det var ikke til at vide…

Det var også i slutningen af august, at jeg skulle have foretaget en ultralydsscanning første gang. I Sverige er der to obligatoriske scanninger undervejs i graviditeten, og den første ligger i 18. uge. Ved det første besøg hos jordemoderen havde jeg fravalgt at få lavet en nakkefoldsscanning, da Niels og jeg havde snakket meget om det og var blevet enige om, at vi gerne ville undgå at skulle tage et valg om at vælge et barn fra pga. en forhøjet statistisk risiko for et handicappet barn. Til gengæld blev jeg tilbudt en ekstra glukosebelastning for at holde øje med, om jeg udviklede graviditetssukkersyge pga. overvægt og diabetes i nærmeste familie. Det der sukkergelé er ikke en delikat oplevelse, skulle jeg hilse og sige!

Men alle tal var fine, og det var de igennem hele graviditeten. Jeg tror faktisk, at jordemoderen var lidt overrasket over, at mit blodtryk, vægt og velbefindende i det hele taget lå så stabilt, men jeg havde det bare godt med at være gravid og nød det i fulde drag – måske lige undtaget tissetrangen, som pressede sig på, efterhånden som babyen lagde sig bedre og bedre tilrette på min blære. 5-7 toiletbesøg på en nat var ikke ualmindeligt til sidst i graviditeten, og det var trættende at sove så let. Jeg formåede at holde vægtstigningen i ave og endte med kun at tage seks kilo på undervejs – og så lige to mere de sidste to uger, hvor jeg for alvor havde væske i kroppen og ikke kunne komme af med det. Tak skæbne for, at Niels fra tid til anden gad massere mine stakkels ankler, som kløede, kradsede og strammede til af al det vand, som hobede sig op i kroppen på mig.

Da jeg nåede hen mod slutningen af graviditeten, skulle jeg til jordemoderen lidt oftere. Hun målte maven og konstaterede, at den voksede, som den skulle, og hun mærkede efter, om babyen havde lagt sig klar til fødsel med hovedet nedad. Det havde den ikke! Heller ikke ved det næste besøg, og det begyndte nu at være kritisk, for ved førstegangsfødende skal babyen helst have vendt sig i maven omkring fire uger før fødslen, og tiden nærmede sig med raske skridt.

Jeg gik fra på barsel d. 19/12-08, og ved besøg hos jordemoderen d. 15/12 havde hun konstateret, at babyen stadig lå med måsen godt placeret i mit bækken (så tror da pokker, at jeg begyndte at have ondt, når jeg skulle rejse mig!), en ekstra lynscanning på lasarettet i Landskrona bekræftede dette, så hun fik booket en tid d. 22/12 til vending af babyen på Lund sygehus, hvor jeg også skulle føde, når den tid kom. I en sidebemærkning nævnte hun, at man godt kunne risikere at sætte fødslen i gang, når man moslede rundt med maven – altså skulle vi lige være beredte på det! Det var vi så ikke, for at sige det mildt, for jeg havde tænkt, at vi kunne begynde at handle det allermest nødvendige ind, når julen var vel overstået, men vi kom på andre tanker, gjorde vi! Så vi drønede ud i al julehandlen og fik købt lidt minibabytøj, en pakke bleer, vådservietter og andre småting, som vi nok mente var uundværlige. Vi nåede også en tur i Ikea og fik fat i lagner til tremmesengen og en puslepude mm.

Således beredte mødte vi om mandagen op på Lund sygehus. En iskold blæsende dag var det, og jeg var ikke i godt humør, for udsigten til at have fremmede hænder på min mave for at forsøge at skubbe en fuldbåren baby rundt var altså ikke tiltalende. Jeg glædede mig ikke. Da vi kom derind, blev alt gjort klar til os, og der blev kørt sådan en ”strimmel” på mig, så man kunne se, om babyen så ud til at have det godt. Sygeplejersken foretog en hurtig scanning og konstaterede, at babyen lå med hovedet oppe, så beroligende medicin til mig blev gjort klar, mens vi ventede på lægen, der skulle foretage vendingen. Da hun kom, scannede hun også lige hurtigt, og udbrød overrasket, at ”den här bebisen ligger väl helt perfekt!”. Og det gjorde den! Jeg havde godt nok også haft en fornemmelse af, at den havde moslet rigtig meget rundt i løbet af weekenden og lå anderledes, men nu var det jo ikke fordi, jeg havde rigtig meget erfaring udi at mærke sådan noget, så jeg forlod mig jo på sagkundskaben… Men i hvert fald blev vendingen afblæst, og Niels og jeg kunne køre lettede derfra. Og vi fik en dejlig, rolig jul hjemme hos min mor, og nytåret fik vi overstået ligeledes i ro og mag, og så var der ellers dømt ventetid frem til d. 20. januar, som var sat som terminsdato.

De sidste uger op til terminsdatoen var ikke voldsomt sjove. Jeg var stor og tung og ved at være belastet af den megen væske i kroppen, men jeg havde det stadig godt og klarede da at holde en god fødselsdag med gæster og det hele for Bella d. 18. januar, ligesom jeg også var til 18 år fødselsdag hos Amanda blot et par uger før. Det værste var næsten den ulidelige venten. Alle de forestillinger, jeg gik med, længsel, glæde, forventning. Jeg så frem til fødslen og var spændt på, hvordan det hele ville forløbe. Ville det gå hurtigt? Ville det gøre meget ondt? Ville vi nå ind på sygehuset i tide? Hvornår ville det gå i gang? Alt det der, som man nu engang er fyldt op af i tiden lige op til forløsning. Jeg var så spændt på at se, om det var en dreng eller en pige, der rumsterede rundt og hvis fødder, jeg kunne se bule ud af mit maveskind, for baryleren havde jo nægtet at vise sig frem ved scanningerne undervejs. Jeg kendte babyens bevægelser og rytmer og prøvede at forestille mig, hvordan det ville være at få den ud og se den for første gang, holde den, pusle den, amme den og alt det, der nu følger med sådan en lille én.

Vi var også spændt på, om den mon fandt på at komme ud lige på Bellas fødselsdag, eller på moster Ninas, eller måske på Faster Helles? Måske ville den vente helt til februar og først komme på Lotte fødselsdag? Der var fødselsdage nok at ramme der i januar måned, i hvert fald – men Albert valgte sin helt egen, gjorde han.

Søndag d. 25/1 gik fødslen i gang, og mandag d. 26/1-09 kl. 19.17 kom Albert ud til os.

Meget mere om det i næste del af ”Albert kom til, del 2: fødsel”. Ikke for sarte sjæle 🙂



Ingen ko på isen

Fakta Posted on 27 Mar, 2009 09:58:00

Albert fyldte to måneder i går, og det var tid til endnu en tur til sundhedsplejersken. Hun er svært imponeret over ham og har kun roser til overs for ham (hæhæ!!). Han er stærk i hele kroppen, følger genstande med øjnene, kigger i min retning, når han hører min stemme (igen: hæhæ!) osv. osv.

Vægten ligger nu på 5920 gr., og det er fuldstændigt suverænt (hæhæ!). Det er i den øvre ende af kurven, men der ligger han stabilt. Det er helt normalt for drenge, i øvrigt 🙂 Så der er krudt i min mælk, og der er nu rigeligt af den. Dejligt! Det er en lettelse, at det bare kører derudaf med det. Mælkeerstatning er så godt som ude af billedet og trækkes kun ind i reserve, når mor-madpakkerne ikke lige er i nærheden. Han er blevet hele 57,5 cm. lang og er så småt ved at vokse sig ud af liften… vildt altså!

Her er Albert gjort klar til en tur i barnevognen – han kører ko-tema ;o) Eller kørte, lige indtil han voksede ud af ko-sættet, som nu er givet videre til min fætter Lasse og hans kæreste Anne, der venter barn her til sommer…



Ups!

Fakta Posted on 27 Feb, 2009 09:48:02

Så var det jo blevet tid for endnu en tur til sundhedsplejersken. Jeg har været lidt tilbageholdende med at berette derfra, for jeg har ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle formidle seneste status på Alberts udvikling.

For det er jo sådan, at han…ja, altså… han er jo glad for mad, ikk. Og han er svær at mætte. Og han spiser gerne hele tiden. Og meget. Og så’n.

Og det har så resulteret i overvægt nu! I en alder af en måned sprænger han nu vægtkurven…

Han vejer nu 4820 gr. på de 53 cm. længde. Og det er åbenbart lige i overkanten. Måske også lidt vildt at tage omtrent et pund på på en uge, når man tænker over det?!

Akkeja… Så nu skæres der lidt i mælkeerstatningen, og så får vi se, hvad det fører med sig af utidighed.

Albert – nu på kur!



Breaking news…

Fakta Posted on 18 Feb, 2009 16:56:02

Sådan dér! Så er Albert sådan én, der kan lægges på maven og selv rulle om på ryggen!! Det er da mageløst…

Men han er jo også en perfekt baby – endnu engang understreget i går hos sundhedsplejersken, der kunne konstatere, at han har taget på og er vokset i fuldstændig overensstemmelse med alle kurver og grafer for sådan noget.

Han vejer nu 4260 gr. og har nået sin oprindelige fødseslslængde på 52 cm.

Han spiser rigtig meget – og gerne længe – og får stadig en blanding af brystmælk og erstatning, da han tilsyneladende ikke får nok ved amning alene. Enten fordi han er for lang tid om det og hygger mere, end han suger – eller også fordi der ikke er mælk nok… I hvert fald kører det der amning ikke helt glat, så det er en god ting, at vi har fundet en god balance i at kombinere tingene.

Albert er (stadig) en meget nem baby, der sover godt og længe. Han er tålmodig og rolig, og hvis han bliver sur og irriteret, er han meget nem at få på bedre tanker. Langt det meste af tiden er han glad og veltilpas – særligt, hvis han kan få lov at være i arm og falde i søvn med hovedet tæt ind til os, så han kan mærke puls og dufte os. Han vågner stadig kun en enkelt gang om natten, men han er begyndt at gå i seng lidt senere og stå lidt tidligere op, uden at det dog er kritisk for vores nattesøvn 🙂

Han tager øjenkontakt og er meget opmærksom på det, der sker omkring ham. Han reagerer på vores stemmer og berøringer, og han kan blive lidt tummelumsk, hvis der er mange nye mennesker omkring ham. Men igen – ikke mere, end at han hurtigt falder til ro.

Alt i alt er han jo bare fantastisk og helt enestående – hvis I var gået hen og blevet i tvivl 🙂

Dagens billede; nu 3 uger gammel:



BVC og distriktsköterskan

Fakta Posted on 04 Feb, 2009 12:21:11

I går var Albert til sundhedsplejersken – eller distriktskötersken, som hun kaldes her omkring. Det foregår på BVC, som står for barnvårdcentralen og ikke har noget med MVC at gøre – det er nemlig mödravårdcentralen… Ok!

BVC tager sig af ungen, MVC tager sig af mig!

Nå, men afsted til BVC. Sundhedsplejersken havde ringet forinden og forhørt sig, om hun skulle komme ud, eller om jeg havde mod på at komme ind til hende. Det havde jeg – og også lyst til lidt adspredelse, for godt nok er livet som nybagt mor så fjernt fra alt, hvad jeg kender til, og det er skønt og dejligt og hyggeligt at have tid og mulighed for at nusse rundt med jordens nuserste baby… men altså… et afbræk var også velkomment, ikk!

Eftersom det var første besøg af mange – vi starter med en gang om ugen – så var der journaler, der skulle startes op, informationer, der skulle på plads, kortlægning af arvelige sygdomme i familien (sukkersyge og kræft – blev sguda helt panikslagen på knægtens vegne lige dér men valgte af skyde det fra mig igen. Han har fået den genpulje, han nu engang har. Vores opgave er at lære ham fornuftige vaner og give ham det bedste af det bedste… og så må livet og skæbnen tage den derfra. Bekymringer af sådan karakter hjælper sikkert ikke nogen ligenu, i hvert fald!). Og så en stabel så høj af informationer om ditten og datten. Den må jeg sortere i en dag ved lejlighed. Mest interessant er nok “Barnets bok”, som vist egentlig bliver hans vandrejournal herfra – med overblik over, hvad han gerne skulle kunne hvornår og alt sådan noget.

Og så skulle han vejes og måles. Af med tøjet. Og som den forudseende mor, jeg jo er, havde jeg iklædt ham en besværlig bodystocking, som ikke er så nem at på- og afmontere. Jeg havde naturligvis ikke tænkt på, at sundhedsplejersken ikke havde tænkt sig at hjælpe men derimod observere, om jeg nu havde styr på det med at holde hoved og ikke hive arme af led mv. Så dér stod jeg i varmelampens skær og svedte tran… og præsterede vist til UG!

Og så til bleen! I det øjeblik, jeg åbnede op for den, åbnede Albert op for…. ja… for lort i stride strømme! I stride strømme, siger jeg jer. Ud over underlag og det hele. Jeg tørrede og tørrede og overvejede, om man kunne sætte en prop i eller vende ungen på hovedet eller et eller andet for at få det til at stoppe. Langt om længe havde han gjort sig færdig, og han var klar tl vægten – så jeg løfter ham op, hvorefter han lige presser en sidste gang… men en lunken håndfuld lort til mig til følge! Tilbage var der kun at grine… 🙂

Nå men – fakta som følger:

Vægt: 3660 gr.

Længde: 50 cm. (Dvs., at han er krøbet! Det kan ikke være i vask, for han har ikke været i bad endnu!)

Hoved omfang: 37 cm.

Totalt perfekt standardbaby, der er vokset lidt og krøbet lidt.

Håret er stadig mørkt med ser ud til at lysne en smule – måske mod det rødlige.

Øjnene er stadig blå men mørkere nu, end da han lige blev født.

Og så til dagens billede – taget lige efter en 1½ times amning og lidt NAN (mælkeerstatning) til at spæde op med. Altså mæt og træt 🙂



Billeder

Fakta Posted on 03 Feb, 2009 12:55:46

Som almen service kan det oplyses, at hvis man klikker på et af de små billeder, så åbnes der en større version umiddelbart nedenunder – der kan man så klikke frem og tilbage mellem billederne og få et bedre syn for sagen 🙂

Har man lyst til at lægge en hilsen, så gør man det ved at klikke på “Kommentarer” lige efter teksten. Udfyld med navn og tast den mærkelige kode ind – koden er med til at sikre, at det ikke er uvedkommende, der lægger kommentarer.

Alle vedkommende er selvfølgelig mere en velkomne til at sende os en hilsen ;o)