Albert i stort og småt

Mandag d. 16/1-12 var en af de mest skelsættende i Alberts snart 3-årige liv, for han tog det store spring fra de trygge og velkendte rammer hos hans fantastisk dagplejemor Sine til nye oplevelser, udfordringer, larm og hurlumhej på Kæmpestuen i den børnehaven Elva.

Og hvordan klarede han så lige dét? Jamen naturligvis i vanlig overlegen Albert-stil!

Ingen tvivl om, at han var spændt til bristepunktet, og i tiden op til har vi snakket rigtig meget med ham om det der børnehave-halløj, så han kunne være så afklaret som muligt. Og det må man sige, han var! Af med overtøjet, og så åbnede han ellers selv døren ind til løjerne og tog et naturligt “hobbebø*-hop” ind i de nye gemmakker, hvor de stod klar til at tage imod ham med åbne arme. Han kastede sig over legetøjet, og var forbi den revnefærdige moder et par gange for at fortælle om alle dets herligheder. Til formiddagssamling indgik han naturligt i gruppen og svarede klart “ja”, da hans navn blev råbt op. Han hyggede sig tydeligvis, og efter en times tid eller så, så kunne jeg efterlade ham i sikker forvisning om, at han var helt tryg og rolig ved at være der. Vi hentede ham lige efter frokost, som havde været helt i orden med pizza og andre lækre ting – dog måtte han lige forhøre sig, hvorfor man ikke bare måtte taget så meget pizza, som man havde lyst til 🙂

Og så kvitterede han ellers ved at synge og danse hele eftermiddagen i det bedst tænkelige humør, for så at falde omkuld og sove som en sten i 12 timer i nat. Ahhh, good times 🙂

Og her på andendagen gik han igen hoppende og syngende til opgaven og skal være der faktisk hele dagen… så det var vel dén indkøring?

Uhh, Albert er så sej og dygtig…og jublende glad, ikke mindst 🙂

* En “hobbebø” er en hoppefrø! På lige linie med kravlefrøen, bøvsefrøen, dansefrøen, hikkefrøen og alle de andre frøer, der findes i Alberts liv ;o)

Onsdag d. 30/11-11 kl. 17.45 blev Albert storebror til Otto 🙂

Vi har aldrig set ham så stolt og glad, som da han hilste på sin lillebror for første gang – og fra første sekund var hans omsorg og kærlighed til det lille væsen stor og favnende. Han kysser og krammer, vil holde og hjælpe og er i det hele taget bare Verdens Bedste Storebror.

Tillykke Albert – nu som storebror!

Otto skal i sagens natur også have sin egen blog, som kommer til at ligge hér: otto.wodstrup.net

Jep… kategoriseret under “Begivenheder”, for det føles på en eller anden måde skelsættende, at vi nu kan pakke de slidte Alfons Åberg-flasker ned og hælde de sidste rester af vællingpulveret ud… for sådan noget har Albert ikke længere brug for!

I lørdags fik han sin sidste godnat-flaske. Han glemte endda helt at spørge efter den, da den udeblev om søndagen. Heller ikke i går ytrede han ønske om den ellers så højt elskede “duuut”… så nu er det åbenbart slut med dén æra her i huset.

Nostalgi skal der også være plads til, og vi har mange skønne minder fra stunderne med Albert og de sutteflasker. Fra da han var lillebitte spæd og fik 10 ml. NAN af den lille flaske. Sølle 10 ml., mand! Og fra perioden lige inden han selv fandt ud af at holde flasken – når man sad der i aftenmørket med en træt lille fyr, som sugede sådan en hel 220 ml-flaske i sig på få minutter, kvitterede med en god bøvs og så ellers rakte ud mod sengen, som han gerne ville ned og ligge i. Og her på det sidste, hvor han har fået vælling inden sovetid og har ligget inde i sengen og hygget med flasken – nogle gange fik han lavet så stort undertryk i flasken, at sutten forsvandt ind i den! – og når sidste dråbe var drukket, røg flasken over tremmerne og ned på gulvet som et kald på Mor og Far, der godt kunne komme og møsse godnat… Akkeja.

Flasken blev vores redning i den tidlige start, hvor amningen ikke kørte fantastisk. Og den har været en søvnstarter, en hyggeting, en praktisk foranstaltning når Albert er blevet passet osv. osv. Jowjow, det er faktisk en ret stor ting, at de flasker nu pakkes væk… 🙂

Men nu er vi videre. Albert er i hvert fald. Med stormskridt indtager han verden på daglig basis – nu iført bamsesutsko:
🙂

Sådan her så Albert ud i formiddags:

Og så tog forældrene ham med til en frisør, der klippede i totterne, så så kom han til at se sådan her ud:

Og ja, Albert kan nu selv kravle op på stolene (og derfra videre op på bordet)…. så nu skal vi have monteret flere øjne på hver finger få at holde øje med ham!

Han kan også lige akkurat nå håndtaget på hoveddøren, og så er han altså den, der er smuttet. Heldigvis tager han da en enkelt støvle på først og forlader residensen med et “Hejdå”, så vi kan nå at rende afsted efter ham…

Han småpludrer på en skønsom blanding af dansk og svensk, og det er en fornøjelse at høre ham afprøve alle lydene.

Han er højt skattet af kompissarne og de voksne i vuggestuen, og de blev ikke glade, da vi forleden præsenterede dem for en opsigelse. Men sådan må de nu engang være, når huset er sat til salg, og vi har fundet os en ny base i Hillerød, som vi flytter til, inden april er gået. Heldigvis har vi fået dagplejeplads til ham i Hillerød, og så håber vi bare, at han falder lisså godt til der, som har gjort det i Börta…

Albert ved “baren” i den nye lejlighed…

Blå trøje og buler i panden – det giver skrammer at være sådan en, der kravler op på ALT 🙂

Jeg har kendt din mor i
snart 12 år. De første 10 år var du der jo ikke, så man må sige, at jeg kender
hende stadig bedst uden dig. Så meget desto mere, har det været spændende, og det er
stadig spændende, at se hende blive mere og mere mor til dig.

En af de ting, der ofte slår
mig er hendes tålmodighed. Hun ejer virkelig evnen til at betragte dig og det
du finder på, uden nogensinde at forstyrre det, du selv vil. Det er klart, at
hun ikke bare lader dig hussere rundt og pille alt i stykker, og det vil du
meget gerne, næ jeg tænker mere på, når du f.eks. opdager ting, du kan eller
vil.

Forleden så jeg et
videoklip, hvor du kravler op på din trip
trap stol. Du kravler simpelthen ind under den, og bestiger så stolen, mens
du forsøger at nå bordkanten. Man kan høre din mor tale på videoen, og først
vil hun redde dig fra dit farlige forsøg, og tro mig, det ser altså ikke særlig
sundt ud, det du har gang i, der er mange ting, der kan gå galt. Men, din mor
stopper dig ikke, hun står bare ved siden af og er klar til at stoppe dig, hvis
noget skulle udvikle sig i gal retning. Det imponerer mig; hendes sind er helt
åbent for, at du må sådan cirka, hvad du har lyst til, og det du forsøger, det
betragter hun med ro i både sind og krop. Hun er rummelig for dit væsen,
prøver ikke at lave dine planer om, men frem for alt, så lader hun dig
bestemme farten i din udvikling uden at blokere noget med sin egen frygt. Det
har jeg stor respekt for, og jeg tænker ofte, at du er heldig med hende din mor
fordi, hun blandt mange andre gode egenskaber, har en rigtig, rigtig god
fornemmelse for, hvad der er dit univers, og hvad der er hendes eget.

Jeg læste engang en historie
om en dreng, der sad på en planet og så ned på jorden. Han skulle vælge sine
forældre. Efter at have betragtet forskellige muligheder rigtig længe, så
valgte han med sikker hånd dem, der kunne give ham det, han skulle bruge i livet.
Jeg har desværre glemt, hvor jeg læste historien, og jeg tror heller ikke rigtig selv
på, at livet foregår sådan; men når jeg ser på dig og den måde, din mor følger
dig på, så tænker jeg, at historien måske alligevel er sand. Sådan en ivrig,
modig dreng med så mange kræfter, som du har, er jo nødt til at have en mor,
der evner både at betragte, stimulere og følge med uden at bremse det væsen,
der så gerne vil frem.

Det er din mor rigtig god
til.

Det har været et faktum i lidt over en måned, men det er først nu, at det for alvor er gået op for Albert, at han kan gå! Nu afprøver han konceptet hele tiden og udstøder store glædesbrøl, når han kommer ud over stepperne – og det er en fryd at se sejrsglæden lyse ud af ham, når ben og fødder rent faktisk lystrer:

Albert går sig lige en tur – klik her for at åbne filmklip

I øvrigt er han allerede vokset ud af sine vinterstøvler, så vi skal have fat i nogle nye. Det skulle have været i denne weekend, men familien har været lagt ned af et maveonde, som Albert sikkert har taget med hjem fra vuggeren. I hvert fald startede det hele med, at han kastede op i stride strømme – og dagen efter gjorde Niels så det samme, og sørme om ikke det så var Morens tur dagen efter. Akkeja, velkommen til livet som småbørnsfamilie…

Albert er vild med at kravle op på ting, og forleden var det så højstolen, der stod for skud. Jeg tror egentlig ikke, at der var nogen plan med kravlerierne til at starte med, men den unge mand var da svært tilpas med resultatet af anstrengelserne:

Albert bestiger højstolen – klik her for at åbne filmklip

Bemærk i øvrigt den lille detalje lige før, at han bryder ud i grin til sidst… hæhæ… han er såmænd også begyndt at prutte og bøvse efter forgodtbefindende efterhånden 😀

Slutteligt et par billeder af omgivelserne omkring træhytten i denne Alberts første vinter. Og vinter må man sige, det er:

Smukt… og belastende. Og nu hvor Moren har fået sig et nyt job og har fået to timers transport hver vej, så holder det ikke længere at blive boende i denne naturidyl langt fra storbyen. Så der er hængt Til Salg-skilt op, og nu afventer vi blot, at en anden familie kommer og forelsker sig i huset, dets stemning, indretning, beliggenhed og alt det, som vi holder så meget af. Og så skal vi videre… Så vi får se, hvor Albert holder sin 2-års fødselsdag 🙂

Tænk, at der er gået et år!

Lidt billeder fra Alberts første fødselsdag, som startede med sang ved sengen til ungens store forundring, fulgt op af en dejlig dag i vuggeren og slutteligt afsluttet med en tur på pizzeria med Mor og Far.

På lørdag fylder vi huset med – forhåbentligt – glade gæster, og så skal der ellers fejres børnefødselsdag for den store og den lille…

Dette sidste billede er taget kl. 19.17 – på minuttet et år efter, at Albert kom ud til os med et svup 🙂 Hvilket forrygende år!

Tillykke til verdens dejligste 🙂