Et billede siger mere end tusind ord. Rockstjerne, overlegen baby, den sejeste, den bedste, den smukkeste og den mest bedårende af dem alle.
Tillykke med det første år.
Godt spurtet, godt kæmpet, godt ankommet og endnu bedre gået.
Fortsæt den gode stil Albert, og du kommer længere end langt.
Vi er lige bag dig.
I kærlighed.
I dag var Alberts første dag i vuggestue. Med spændt forventning havde vi set frem til det, og vi havde naturligvis gjort os mange tanker om det. Særligt af praktisk karakter, for kommunikationen med institutionen har været ikke-eksisterende, og da de har holdt juleferie indtil i dag, så har det været umuligt at få nogle af de ansatte i tale. Så her stod vi mandag morgen og anede faktisk ikke, hvad tid, de regnede med at se os – om de regnede med at se os i dag – hvor længe, Albert skulle være der, om vi skulle være der med ham, hvad vi skulle have med og alt det der.
Så begynder en ny æra, hvor der skal navn i al Alberts gear – vi starter med skindfutterne 🙂
Well, man kan sige, at sådan noget finder man vel ud af med tiden, men nu er det jo sådan for os, at Niels er startet i praktik i dag, og jeg er startet på nyt arbejde for en uge siden, så vi kan ikke bare tage nogle dage fri til at få kørt ham ind efter sædvanlig læst, og det er da mildest talt lidt presset for os.
Så er Albert klar til afgang iført sin nye, lækre flyverdragt og tjekkede støvler…
Og så sker der naturligvis det uheldige, at da vi så møder op med ungen, så bliver vi modtaget af en ansat, der siger, at hende, der skulle have taget imod Albert, er syg, og de andre aner faktisk ikke noget om noget. Lige dér ku jeg have tudet på stedet. Det var ikke den besked, vi var klar til, men vi fik da forklaret hende i al mindelighed, at vi altså var nødt til at få ham startet op i dag, for fra i morgen er det altså hverdag og lige på og hårdt.
Albert og Far ved Björkhäll, som institutionen hedder. Der er to stuer til de små unger: Börta og Blink, opkaldt efter to jætter, som holdt til under Odensjön, så langt nede, at de ikke kunne høre kirkeklokkerne bimle – ifølge det lokale sagn! Albert hører til på Börta 🙂
Albert kom af overtøjet og kom ind og hilste på sine små nye venner, og han nøøøøød det fra første sekund. Han gik straks igang med at lege og opsøgte de andre drenge, der legede vildt med lastbilerne, og han havde slet ikke øje for Niels og mig. Niels måtte gå, og jeg tror faktisk ikke, at Albert lagde mærke til, at han forsvandt. Herligt. Han tog det hele i stiv arm og gik interesseret til de andre unger, legetøjet osv., og inden jeg fik set mig om, havde han fundet sig en hyggeplads hos en af pædagogerne, der sad i læsesofaen og læste højt for et par af de andre. Ved samlingstid klappede Albert begejstret, da de klappede stavelser i alle ungernes navne, og han hentede selv lige et æble i frugtkurven, som han fornøjet satte tænderne i. Ingen tvivl om, at han har været så klar til dette nye skridt i udviklingen!!
Albert og Mor foreviget foran Björkhäll på denne store og vigtige dag :o)
Nu håber vi blot, at der falder mere ro på i de kommende dage, for dagens modtagelse var ærligt talt ikke fantastisk. Rammerne dernede er dog skønne med masser af natur lige uden for døren og alt sådan noget, så det skal nok blive godt…
Og SÅ kravlede Albert ellers ud i sit nye liv som vuggestuebarn – det ku slet ikke gå hurtigt nok for ham at komme afsted og se alt det nye spændende…
Pyha!!
Og i dagens anledning lige et lækkermås-billede af den lille, store mand…
Alberts jul blev lykkeligvis glad, begejstret, overvældende, fantastisk og fuldstændig perfekt 🙂 Flere dage i familiens skød med massevis af opmærksomhed og kærlig omsorg fra de nære og kære – og gaver ikke mindst!
Julen blev fejret hos Mormor i Sorø med efterfølgende julefrokost hos Thomas og Inge. Vi nåede såmænd også en smut forbi hos Moster Lillejuleaftensdag, hvor julen blev skudt i gang med risengrød og gaveregn til Bella, som skulle holde jul sammen med sin mor. Og for at det ikke skal være løgn, så lagde vi også ruten forbi Faster Helle, Jens og lille fætter Jonas. Jowjow, vi lå ikke på den lade side :o)
Og tænk engang – Albert tog sine første helt spæde skridt ud i livet på sin 11-måneders dag, og heldet ville, at Faster Helle lige netop dér havde videoen tændt, så de magiske vaklerier blev foreviget til evigt minde:
Albert tramper afsted – klik her for at åbne filmklip
(filmen er i mp4-format – jeg håber, at I kan åbne den!!)
Moderen fik kuldegysninger og måske en lillebitte tåre i øjenkrogen af ren og skær stolthed, såmænd. Jeg fatter helt enkelt ikke, hvor de sidste 11 måneder er blevet af – og jeg fatter slet ikke alt det, som den lille, store mand har lært sig på så kort tid!
Well well. Her følger en stribe billeder fra Alberts allerførste jul:
Ku’ Albert bruge gaverne? Ja, det tror jeg nok, han ku’! Se blot her – begejstringen vil ingen ende tage:
Albert & Dansende Dipsy – klik her for at åbne filmklip
Albert og familie ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår med masser af gode oplevelser 🙂
Af Albert Wodstrup Leidesdorff
Jeg er flyttet hjemmefra til i morgen, altså jeg besøger bare min
gudmoder i Nordvest ikk´, og jeg vil gerne lave en rapport her til bloggen om, hvad
jeg så har oplevet, mens jeg var flyttet.
Kl. 09.00 Ankomst med far. Ham fik jeg hurtigt smidt ud, og
der var jo heller ingen grund til at udsætte de ballade-planer, jeg havde lagt i bilen
på vej over broen.
Efter at have hevet katten, der er Esmaraldas killing, lidt
i halen, så hun løb skrigende væk, fik jeg øje på min gudmoders store mahognispejl,
der hænger på væggen i hende og Sebastians spisestue. Det er over to meter højt og lidt over 100 år gammelt og
vejer 10 gange så meget som mig.
Jeg forsøgte alt jeg kunne at hive det ned fra væggen, men
så kom Tante Lilla, hun hedder rigtig Emma, og sagde, at det skulle jeg ikke
gøre, hvis jeg havde mit liv kært. De
sagde også noget om, at det jo kunne være farligt. Sludder siger jeg bare, jeg
kunne sagtens have båret det, hvis bare de voksne havde blandet sig udenom.
Nå men så fandt jeg på noget andet; min gudmoder havde sat
en plade op mellem stuen og spisestuen, og der måtte jeg godt være over det
hele. Det var i hvert fald det, hun sagde. Så derfor kan jeg kan ikke helt
forstå, hvorfor hun løb igennem stuen og sagde mit navn meget højt, da jeg
forsøgte at hive juletræet med de flotte, blinkende lys og guldkugler og
jordklump på fem kilo ned fra vindueskarmen, jeg ville jo bare se, om jeg kunne
bære det, når nu jeg ikke måtte afmontere spejlet.
Senere, efter jeg havde tømt bogreolen, hevet 5 sider ud af
en vigtig bog, tygget lidt i et leksikon og læst Shakespeares samlede værker,
ville jeg gerne have noget mad, så det fik jeg; bøf med kartofler og en
sharonfrugt til dessert. Det smagte
godt. Jeg bøvsede det bedste, jeg har lært, og skreg af grin over mig selv og
mine bøvser. De voksne gloede underligt
på mig. Men så grinede jeg bare endnu mere og rakte tunge af dem og lavede
bobler med resten af mælken.
Så skulle jeg have en lur. Min gudmoder og Tante Lilla sagde
noget om, at jeg trak tænder ud. Det forstår jeg ikke noget som helst af, for
jeg er jo netop ved at få tænder. 4 stk for at være helt præcis, jeg regner med
et par mere i næste uge eller sådan.
Jeg sov i 30 minutter, det må også være mere end rigeligt.
Så ville jeg op og tjekke katten ud og se, om det lodne håndsving hun har på
enden stadig virkede. Min gudmoder sagde, at det kunne jeg godt glemme, for jeg
skulle sove mindst 2 timer mere, men det gad jeg ikke, så jeg sang bare så
højt, at hun var nødt til at tage mig op af sengen. Så kom jeg ind i stuen igen, hvor jeg huggede
et stykke klementin, som jeg gemte inde i munden en time.
Efter min gudmoder havde fisket det ud af munden på mig, og
hun er lidt hysterisk med den slags bare fordi jeg prøvede at æde noget plastik
sidst jeg boede her, så fik jeg endelig fat i katten, den hylede i vilden sky,
da jeg satte mig på den, og den skred også bare, da jeg slikkede den på pelsen,
og det forstår jeg altså, faktisk heller ikke, jeg ville jo bare give den et
kys.
Senere var jeg med ude i køkkenet, hvor jeg hjalp med at
vaske op, men da jeg tog min gudmoders tallerken, som hun har fået i julegave
sidste år af Sebastian, ned fra
opvaskestativet, så sagde hun, at hun hellere ville vaske op uden min hjælp.
Det forstår jeg altså ikke, for jeg havde allerede vasket en del op, og jeg
havde også forsøgt at få fat i en kniv fordi, jeg ville se, om jeg kunne snitte
i spisepinde med dem og måske lave en rigtig drenge-flitsbue til at skyde
katten med. Det fik jeg heller ikke lov til, altså på det
tidspunkt følte jeg mig ret begrænset i mine udfoldelser. Jeg blev i hvert fald
sur over, at jeg ikke måtte få knivene at lege med.
Nå men jeg kom så ned på gulvet, hvor der står sådan en stor
metalkarrusel med madvarer på. HALLO, det med mad i skuffer, det kender jeg
hjemmefra, så jeg gik straks i gang med at tømme karrusellen for mel, pasta og
ris, for når jeg nu ikke måtte hjælpe med opvasken, så kunne jeg jo lave mad i
stedet. Det måtte jeg gerne, så der fik jeg kokkereret en ret med ris og bouillonterninger
og sovsejævner i en gryde, som jeg fik ned på gulvet. Jeg kunne godt lide det.
Senere skulle jeg i bad i køkkenvasken, som er rund, det var
sjovt, for der sidder sådan en hane, som man kan dreje på, så det gjorde jeg,
og så opdagede jeg, at der kommer koldt vand ud af den. Lige ned på min mave.
Det var koldt. Ikke det fedeste, jeg har prøvet i dag, men det fik de voksne
til at grine.
Ved siden af, står der også en masse tandbørster, som jeg
tog med ned i badet til at skrubbe mig selv på ryggen med, til sidst forsøgte
jeg at æde sæben, men den smagte ikke godt, og så sagde min gudmoder med en
meget bestemt stemme: ALBERT så slutter festen. Hvis jeg havde været Emil fra Lønneberg,
så var jeg nok blevet sendt ud og snitte en træfigur – lige der.
Efter festen fik jeg dejlig varm mad fra et glas, min mor
havde givet mig med, men jeg var ikke så sulten fordi, jeg jo havde spist mange
frugter tidligere, så på et tidspunkt sagde min gudmoder, at jeg ville blive
fodret som en four gras and, hvis jeg ikke åbnede munden og holdt op med at
hugge skeen, så det gjorde jeg. Jeg ved ikke hvad en four gras er, men det lød
ikke som noget, jeg havde lyst tíl at prøve, så jeg åbnede munden frivilligt
mens jeg prøvede, om jeg kunne lade være med at grine. Efter fodringen fik jeg
en flaske vælling, ikke at det slog mig ud, og jeg nåede da også lige at pille
ved et par ekstra hylder, inden jeg blev tvunget i seng fordi jeg var kommet
til at hælde lidt mælk ud i min dyne. Ok, måske var det ret så meget mælk, men jeg
ville jo bare vise dem, at flasken kan sprøjte, hvis man ryster den.
Jeg har haft en dejlig dag, og i morgen, når jeg vågner,
skal jeg lege med Tante Grøn og hendes hund Josef. Jeg håber den er sjovere end
katten, som jeg synes er lidt for sart til min smag.
Jeg håber også, at min mor og far sover godt i nat uden mig.
Jeg kommer hjem i morgen.
Kærlig hilsen
Albert.
I dag er det Alberts fødselsdag 🙂 Han fylder 10 måneder, såmænd. Næsten på klokkeslettet, faktisk. Og ja, tiden er fløjet afsted, og jeg fatter ikke, at vi nu har en baby drønende rundt, som er såååå tæt på at slippe taget og gå sine første skridt, alt mens han pludrer lystigt, vinker og klapper og peger op på lampen, når vi spørger ham, hvor den er henne…
Vi har været en tur hos sundhedsplejersken i dag, Albert og jeg. Han vejer nææææsten 10 kilo nu og har nået en længde på 73 cm. Perfekt. Helt igennem perfekt. Han var træt og mør, da vi var der, for vi kom lige fra babysvøm, hvor han i dag dykkede på egen hånd og lærte at flyde på ryggen uden støtte. Vildt!
Bagefter var han lige en tur forbi lægen, dr. Jonas, til 10-måneders tjek, og også dér fik han naturligvis topkarakter. Han er stærk som en okse, tillidsfuld, interesseret og årvågen, kan holde ting med begge hænder og slå dem mod hinanden og alt det andet, han skal kunne nu. Ihhh altså, moren var revnefærdig af stolthed, helt ærligt 🙂
Dagens mand i skysovs – med nyklippet pandehår og klar til spilopper… 🙂
Albert går til babysvømning – og vi går med ham 🙂 Det er nok den hyggeligste halve time på hele ugen, når vi plasker rundt der i det varme vand. Albert nyder det, slapper af og lærer en hel masse ting. Nu kan han for eksempel dykke på egen hånd – og det blev såmænd fotodokumenteret af en prof. fotograf her forleden. Det kom der nogle – synes vi jo – helt fantastiske billeder ud af:
Er de ikke fede? Og Albert elsker simpelthen det vandpjaskeri… Seancen foregik med hjælp fra Alberts entusiastiske svømmeinstruktør Inger, som kalder ham “Glade Albert” og har lært ham at sige “titta” (hvilket han så gør små 200 gange i timen, vel jeg tro).
Så nu skal vi bare have fundet en god fotoprinter og en stak skifterammer, og så er julegaver til familie og venner sikret :o)
Billederne er taget af www.babysimfotografen.se i Ängelholm.
Tadaaaaa…. først knækkede Albert kravle-koden, dernæst sidde-selv-koden hurtigt efterfulgt af rejse-sig-op-koden. Nu arbejder han hårdt på stå-selv-koden, som han faktisk mestrer ubevidst i små intense øjeblikke, hvis han bliver distraheret tilstrækkeligt. Han er også i processen med at gå sidelæns langs radiatorer, borde og andet nogenlunde nagelfast indbo. Han kan skubbe sin crosser foran sig, mens han vaklende afprøver det der gå-koncept, og i forgårs regnede han så ud, hvordan man kravler op af trappen.
Albert forsøger sig med trappen – klik her for at åbne filmklip
(Ok, dette er så ikke det ønskede klip, men endnu engang støder jeg panden mod upload-muren… meget, meget irriterende! Prøver naturligvis løbende at overføre, men noget tyder på, at det først for alvor bliver sjovt, når vi får mere power på forbindelsen engang om en måneds tid!)
Halleluja mand, den knægt har fart på med udviklingen, synes jeg! Men stadig kun en enkelt tand og blot antydningen af den næste på vej. Men tanden er der, og han er ferm til at bruge den, så nu står den på leverpostejshapsere til frokost for den lille mand. 1½ rundtom med en frugtdessert, jatak sågerne. Det er ikke småting, han får konsummeret i løbet af en dag, men med det tempo han kører i, er der ikke noget at sige til, at der skal energi til.
På mandag fylder Albert ni måneder! Hvor ufatteligt er dét lige? Han er lige i vadestedet mellem str. 74 og 80 i tøj (voks nuuuuuu, unge, så du kan få alt det lækre tøj på, som din mor hjembragte fra de forenede stater!!). Han pludrer og jodler lystigt, griner på enhver opfordring (også når han sidder og leger og åbenbart kommer i tanke om noget sjovt… så klukker latteren i ham :-). Han råber også rigtig meget. Når han har skidt i bleen, kommer han kravlende i hastigt tempo og hiver i vores bukseben, mens han brøler insisterende. Han siger ‘ooaaar og ‘aa’aarr, når han kalder på os – Lotte påstår, at han ikke kan sådan noget endnu, så næste projekt må være at lave lydoptagelser, så hun kan komme på andre tanker!!
Altså! Her sidder man og er Moren dag ud og dag ind. Man skifter et utal af bleer, man puster på buler i panden, man visseluller, man fodrer, man dikkedikker, synger, tørrer snot, går ture og…nåja… man kigger spændt efter tænder på daglig basis, for noget må der da snart ske på den front!
Og hvad sker der så, når Moren forlader residensen i et par dage? Jep, nemlig! Ikke mindre end to bisser har ungen formået at fremmane i mit fravær. Suk altsååååå…
Nå, jeg vælger nu blot at glædes over, at det var nanny Mormor, der fik fornøjelsen af at opdage dem. Så nu fører hun: hun var så heldig at opleve Alberts første rigtige kravlerier, og nu spottede hun et par tænder før os andre. Sku’ godt nok ikke undre mig, om han tager sine første skridt ud i livet i hendes åsyn også…
Tsk!
🙂
