Albert i stort og småt

Albert fylder uge i dag – 11 af dem har han gemmenlevet i fin stil. Næsten på minuttet, faktisk 🙂

Så blev Albert 2 uger gammel. Vi fejrede det med at holde den fine døgnrytme og sove natten igennem med kun et enkelt pit-stop undervejs 🙂

Albert har været til sundhedsplejersken igen. Han havde sine stolte forældre med, og lykken ville ingen ende tage, da hun kategoriserede ham som en helt igennem perfekt baby – endda en meget opmærksom en af slagsen… Jow jow…

Og lidt tal til dem, der holder af sådan noget:

Vægt: 3950 gr. – altså et plus på omtrent 300 gr. på en uge.

Længde: 51 cm. – han render i vejret, den lille bandit!

Og midt i al idyllen har vi også fundet tid til at få ham badet. Han første tur i baljen forløb fint og uden de store polemikker. Navlen er i øvrigt faldet af og er helet godt op, så dét behøver vi heller ikke kaste yderligere bekymring efter.

For at det ikke skal være løgn, så blev han i den forgangne uge også udsat for en tur til København, hvor spændte bedsteforældre ventede på at se vidunderet ved selvsyn. Han klarede turen i fin – sovende – stil. Faktisk så sovende, at vi undervejs måtte nappe ham lidt i låret for at få ham til at blinke med de blå øjne. Både Farmor, bedstefar John og Farfar godkendte barnet til UG med kryds og slange 🙂

Og når man når så meget i så ung en alder, så bliver man træt og skal sove – allerhelst på Fars varme brystkasse. Nøøøj, hvor har jeg glædet mig til at kunne tage sådanne billeder af de to!

Fra forventning til veer og videre til baby…

Lørdag eftermiddag kørte vi en tur for adspredelsens skyld. Utålmodigheden og kedsomheden havde lagt sig over det lille hjem, så vi kørte en tur over åsen for at få lidt luft og noget andet at tænke på. Et sted på turen lå skovvejen udtrakt foran os – lidet vidste vi, at det kunne blive symbol og afsæt for en lang, lang fødsel.

Søndag morgen meget tidligt begyndte veerne.

Vi tog et sidste billede af babyen inde i maven. Snart ville den være ude i verden… men ikke så snart, som vi håbede på.

Fødestuen var rimelig hyggelig ved første øjekast, og den blev snart vores osteklokke og hule i de mange timer, som vi endte med at opholde os der.

Veerne var grumme og bed godt. Lattergas inden for rækkevidde, varmepuder, sækkepude… det hele blev taget i brug.

Og så langt om længe var det tid. Presseveerne satte ind, en fødselslæge gjorde sit til at hjælpe til, jordemoderen gav instrukser og så lige med ét var det hele forbi, og lille Albert blev lagt op på min mave. Og i selvsamme øjeblik gik fortrængningen igang, og smerterne kunne skubbes i baggrunden.

Han blev nusset og pusset, kom over til sin far for første gang, kom i sit livs første sæt tøj – og så var der mad til de udmarvede forældre, der havde gennemstået omtrent 40 timers fødsel for at få ham i armene.

Og det var selvfølgelig det hele værd! Hvis man nogensinde var i tvivl…