Blog Image

Albert i stort og småt

Udpluk fra livets gang...

Breaking news… igen!

Begivenheder Posted on 12 Aug, 2009 20:15:27

Så er det en kendt og bekræftet sag: Albert kravler! Se selv – de første møverier fra d. 6/8-09:

Alberts første kravlerier – klik her for at åbne filmklip

Skønsomt ser der jo ikke ud, men han kommer frem, og for hver dag, der går, bliver teknikken raffineret og udviklet, og han kan faktisk få ret så meget fart på!

Der skete naturligvis meget mere på ferien, som fandt sted i fantastiske Øer Maritime Ferieby lidt uden for Ebeltoft. Vejret var med os hele ugen, og Mormoren kom over nogle dage og gjorde os selskab i den gode lejlighed med egen bådebro og kæmpe terrasse.

Lidt blandet godt fra ugen, der gik i ro og mag og dejlig afslappet feriestemning:

Og afslutningsvist lidt “ekstra grädde på moset”, som man siger her, hvor vi bor – Albert nyder sin første is:

Alberts første is – klik her for at åbne filmklip

🙂



Halvrundt

Begivenheder Posted on 27 Jul, 2009 19:38:15

Albert fyldte ½ å i går! Sikke en milepæl… og naturligvis grundlag for lidt eftertænksomhed hos forældrerne, der ikke kan forstå, at tiden går så hurtigt, og at den lille, hjælpeløse baby, der så dagens lys i vintermørket, nu ligger der i sommersolens varme og opdager verden med 400 km/t og lærer sig nye færdigheder dagligt, ja nærmest timeligt!

F.eks. kan man jo sidde med ved bordet og snakke, pludre og bræge med:

Albert konverserer (og brøler lidt!) – klik her for at åbne filmklip

Eller man kan lave armbøjninger på terrassen:

Albert kan ikke kravle (endnu – if ever!), men han kan bakke! Omtrent 15-20 gange om dagen må vi hive ham ud fra under sofaen, hvor han får møvet sig ind og sidder i spænd:

Albert får igen og igen skudt i skoene, at han er en stærk lille krabat – og der er vist noget om det. Her slår han sine folder som indretningsarkitekt og flytter lige lidt rundt på interieuret:

Albert flytter om – klik her for at åbne filmklip

At der er en storcharmør gemt i Albert, er der vist flere end blot de stolte forældre, der kan se (håber vi da!) – der laves knirkelyde, pruttelyde, smiles, blinkes, laves bobler og alskens charmerier… og Albert har for alvor opdaget, at han har en tunge, så den viser han gladeligt og stolt frem:

Han udviser også interesse for flora og fauna og har vist grønne fingre – i hvert fald får Mormors plante lige en nærmere inspektion og et rystetjek. Albert er godt bakket op af Morbror Thomas, der holder en hånd over ballademageren – mosterens og mormorens indsigelser til trods 🙂

Albert med de grønne fingre – klik her for at åbne filmklip

Og så fik Albert sig et halvårsbad (han har fået flere andre bade det forgangne halve år – bare rolig!), og han ææælsger at bade, om end karret ikke længere helt kan rumme den store næsten-ni-kilos baby:

Det første halve år med Albert i vores liv har været helt igennem forrygende 🙂 Han bringer daglig glæde, periodevis frustration og lidt bekymring, og det ligger os naturligvis vældig meget på sinde at give ham gode vaner, rutiner og trygge rammer, så han kan bibeholde sit glade og milde sind og vokse op og “gå i folk med træsko på”, som han allerede har for vane at gøre det…

Tillykke, lillemand, du er fantastisk 🙂



Sådan Albert!!

Begivenheder Posted on 05 Jun, 2009 13:03:13

Dadaaaaaaa…. så er Albert for alvor med på rulleholdet og vender sig nu lystigt fra ryg til mave, så snart lejligheden byder sig:

Albert ruller rundt – klik her for at åbne

Og han er blevet en rigtig lille læsehest, der hygger sig gevaldigt med at sidde i skråstolen og nyde lidt god litteratur:

Og så er han såmænd også begyndt at filme lidt med pigerne og holde i hånd – dog på kraftig opfordring fra Silke, hans nordjyske kusine. Hun er nu altså også hele to måneder og to dage ældre – og det er faktisk noget af en aldersforskel, når man blot er fire måneder, jo – så der er ikke noget at sige til, at Albert undrede sig lidt over, hvad det nu gik ud på:

Langt flere billeder og anekdoter fra familietræf i Sorø i pinsen kommer snarligt, så stay tuned her på kanalen :o)

Pinsen var i det hele taget nogle begivenhedsrige dage for Albertussen, der også nåede en tur forbi på visit hos sin faster og onkel i Dalmose – og der var der lige en motorcykel, som skulle bestiges:

Men mad må helten jo ikke mangle, så der blev også tid til en mor-tår (jaja, moren havde måske nok fået lige lidt for meget sol….!) og lidt af det der gode mos, som bare ryger ned med velbehag; især når man er så heldig at have fået ny hagesmæk at iklæde sig:

Der blev også tid til hyggestunder hjemme hos Mormor og helt særligt hyggeligt var det at få lov til at putte lidt i mosters seng om morgenen sørge for at få hende godt ud af fjerene:

Disclaimer: Dette foto oploades med en vis fare for repressalier fra mosterens side – det er vist noget med morgenhår og sådan noget, der ikke ønskes publiceret – men jeg fralægger mig naturligvis ethvert ansvar og henviser til, at det udgives i en god sags tjeneste… alverden skal da se, at de to bare hygger sig sammen :o)

Og på falderebet lidt fakta om baryleren, som tallene så ud, da han var en smut hos sundhedsplejersken i sidste uge – præcis fire måneder og én dag gammel:

Vægt: 7460 gr./længde: 62 cm./hovedomkreds: 43,5 cm.

Igen kan det blot konstateres, at han trives og vokser efter alle foreskrifter… 🙂



Mosegrisen

Begivenheder Posted on 17 May, 2009 14:18:35

Så var det nu! Efter en lille uge med lige rigeligt skrig, skrål og manglende nattesøvn, besluttede Niels og jeg (efter en nat med sammenlagt max. tre timers søvn… gab, mand!), at tiden var inde til at prøve at hælde lidt grøntsagsmos i ungen for at se, om det kunne have en positiv effekt.

Så der blev skrællet et par af de gode, økologiske gulerødder, kogt, blendet og blandet med lidt mælkeerstatning og en skvis olie – og så skulle det stå sin prøve:

Albert moser på! Klik her for at åbne

Som det fremgår, var det en stor, stor succes – og så med en hjælpende hånd fra Mormor tilmed 🙂 Og nattesøvnen? Ja, den er vist reddet for denne gang, for Albert sov som en lille baby det meste af natten og vågnede først til morgentår kl. 5 i morges. Ahh, luksus 🙂



Han døbte dig…

Begivenheder Posted on 22 Apr, 2009 13:49:37

Nu er det nu! Det længe ventede og efterspurgte indlæg med billeder fra barnedåben 🙂

Vi havde en dejlig, dejlig dag med højt solskin og forårsfornemmelser overalt. Albert opførte sig naturligvis eksemplarisk i kirken og smilede vist ligefrem, da han fik vandet i håret. Derefter blev han lidt utålmodig og mente, at kirkerummets akkustik skulle afprøves til lidt højlydt pludren og råberi. Endelig besluttede han sig dog for, at det hele egentlig bare var lidt kedeligt og faldt i søvn på mors arm…

Lotte holdt ham over dåben, og fadderne var på plads:

Men hvor var jeg? Jeg stod bag ved Lotte og kunne ingenting se – så tak til Amanda for at trodse Kirkens ord og tage billeder af under ceremonien! 🙂

Efterfølgende var der fortografering foran kirken med den smukke udsigt ud over Pedersborg Sø i baggrunden. Thomas var hurtigere end vanligt og var gået ned til min fars grav, inden vi fik samling på tropperne, så han er desværre ikke med. Ser man godt efter, kan man se ham på grusstien nede på kirkegården:

Bella havde også en dejlig og overvældende dag og var rigtig fin i sin nye kjole:

Bagefter gik turen til Tee-stedet ved Sorøs golfbane. Den ligger i smukke omgivelser, og der var dækket op i et lokale på 1.sal med udsigt ud over banen og de mange, mange golfspillere, der var ude og nyde foråret. Bordet var pyntet i fine lysegrønne farver, og buffetten var veltillavet og retterne var lige tilpas.

Gæsterne kom med godt humør og flotte gaver til Albert. Han fik trælegetøj, aktivitetstæppe (faktisk tæpper, så det ene bytter vi til en uro til at hænge over tremmesengen, tror jeg…), en lækker højstol, en lisså lækker skråstol, penge til opsparingen, en sølvske, gavekort til pasning, lidt tøj, dubloklodser og et maleri.

Vi havde nogle rigtig hyggelige timer på Tee-stedet, og særligt var den tilstødende terrasse tillokkende. Albert var i godt humør, meget sulten og lå vist ved moders bryst det meste af eftermiddagen. Han gik også fra arm til arm og klarede opgaven som dagens midtpunkt til UG.

Dagen sluttede vi hos Thomas, Inge og Signe, der havde været så gæstfrie at åbne deres hjem for vores dåbsbarn med følge. Der fik vi en kop kaffe og lidt slikkeras, og snakken gik hyggeligt og afslappet omkring bordet. Tusind tusind tak til dem for deres hjertevarme – særligt en stor tak til Inge, der altid stiller op og laver mad og ordner og regerer, så vi allesammen kan have det rart. Dejligt, at du gider 🙂

Alt i alt havde vi en fantastisk dag, som kun blev overskygget af, at Alberts farmor Kirsten og hendes mand John ikke kunne være med. Farmor Kirsten gik bort fredagen før dåben efter længere tids kamp mod kræft i lunger og hjerne. De var begge savnet på dagen, og Farmor Kirsten vil være savnet altid. Heldigvis nåede hun at se Albert og holde ham i armene, mens hun stadig havde kræfter til det. Niels er en god historiefortæller med en formidabel hukommelse, så han skal nok få fortalt Bella og Albert om deres kærlige og omsorgsfulde farmor.

Vi er glade for, at dagen blev præcis så god og hyggelig, som vi havde håbet på og takker alle gæsterne for at møde op med det gode humør og de mange flotte gaver.



Er det mine?

Begivenheder Posted on 22 Apr, 2009 12:43:22

Så fik Albert øje på sine egne hænder og bruger nu al sin vågentid på at gribe fat i ting, prøve at få dem i munden og bare tygge og kigge på de to aggregater, han er udstyret med dér for enden af armene 🙂

Albert opdager sine hænder – klik her for at åbne



« Previous