Blog Image

Albert i stort og småt

Udpluk fra livets gang...

Alberts sommer…

Familie Posted on 11 Jul, 2010 09:49:01

Albert holder sig en fantastisk sommer. Han har lige haft en hel uge ferie med Far og Bella – og forude venter tre ugers mere ferie, hvor Mor også har fri til at være med i familiehyggen. Dejligt!

I sidste uge hyggede de tre sig med gode cykelture i det danske sommerland – og en tur til stranden blev det også til:

Og en tur til Københavnstrup og Farfar blev det også til:

Og ellers er der egentlig bare hygge med den lille mand, som render rundt og siger “hallo” og “mere” i en uophørlig strøm, mens han laver spas med os i stor stil.
Albert hygger sig med at få børstet tænder – ingen skrig og skrål her 🙂
At gå i Fars sko…. bogstaveligt talt 🙂
Albert har fået sig en løbecykel, som han er svært tilpas med…
Problemet er bare, at han ikke kan nå jorden, så cyklen er stillet i pit for en stund 🙂
Og så fik Albert lige pludselig røde pletter på hele ryggen, som viste sig blot af være et udslag af noget penicillinpræparat, som han fik for at få orden på maven… de forsvandt af sig selv, heldigvis 🙂
Moster får også af og til et besøg i sommervarmen, og det er skæg og spas for Albert, der har sin egen spand med bolde til fri disposition 🙂

Og lidt godt fra cinemateket:

Albert starter lige crosseren op – klik her for at åbne filmklip

Albert og prikkerne – klik her for at åbne filmklip

Albert og colgaten – klik her for at åbne filmklip

Albert i Mormors have – klik her for at åbne filmklip

God sommer :o)



Albert runder et år… diverse

Familie Posted on 06 Feb, 2010 14:41:30

Så skal det endelig være – lidt billeder og små film fra tiden lige omkring Alberts 1-års fødselsdag. Den store unge. Den store og dygtige unge, som er så nem og glad og vellidt, hvor han kommer frem. I vuggestuen er de vilde med ham og hans glade sind, og han elsker at være der. Han pludrer løs på svensk og “hejdå” er med som hvert andet ord, han siger. De leget tilsyneladende sanglege med ungerne, som involverer, at man klapper sig på hovedet og maven, for det gør han jævnligt, mens han nikker opfordrende til os om at være med. Vi må have spurgt dernede, hvad dét lige handler om 🙂

Han er nok jordens nemmeste unge. Det tror jeg faktisk! Han spiser godt, han sover godt, han er vild med at få børstet tænder, han underholder sig selv, han leger, han krammer de andre unger i vuggeren og går i det hele taget til verden omkring ham med et smil og godt humør…

Crosseren er stadig et højt skattet stykke legetøj, og ALbert får timer til at gå med at kravle op og ned af den. Han har også fundet ud af at bruge fødderne til at skubbe sig frem og tilbage. Smart!
Og har jeg nævnt tænderne på det seneste? Hele 6 styks findes nu i gabet på knægten – og fortænderne er usædvanligt store, synes jeg… det ser sjovt ud 🙂
Albert er en storcharmør, der har smilet skruet godt på langt det meste af tiden. Også i vuggestuen har de konstateret, at han er glad og tilfreds – når blot han får maden til tiden….!!

Albert er begyndt at putte ting på hovedet! Alt bliver lige afprøvet, og han har fundet på at kravle rundt med en skål på hovedet – det er åbenbart rigtig sjovt, når han så støder hovedet ind i væggen… det får ham i hvert fald til at klukke hjerteligt…
Vores helt egen Byggemand Bob 😀
Man kan jo lige stille et engleansigt op, når Moster dikkedikker…
Vi har endnu ikke oplevet de tårevædede kampscener, når det er tid til tandbørstning. Albert synes, det er hyggeligt, og han lader os velvilligt komme til med børsten – hvis han altså selv får lov at styre den ind imellem også.
Albert er ret gode venner med støvsugeren… særligt fedt er det, når den blæser luft ud, så håret rejser sig på hovedet af ham. Det er ren spas!
Og så blev der ellers holdt fødselsdag for barnet… og han blev så træt, så træt af al den virak og menneskerne, der kom og gjorde det til en rigtig dejlig dag for både ham og Bella. Når man sådan er godt mat i koderne, så er det rart at have en Moster, der gider putte lidt…
Ok, nu synger de igen! Og spiller på guitar. Og fløjter. Og trommer. Det er meget, meget mærkeligt. Og hvad skal det der sølle lys egentlig til for? Hvorfor står det der og ødelægger flødeskummet, hva?
Tante Grøn og Lilla – Amanda og Emma – har en særlig plads i Alberts liv. De stiller gladeligt op til babysitting og hygge, og han synes, det er skæppeskønt…

Albert udvikler sig til at blive en rigtig lille drillepind efterhånden. Han får sådan et gavtyvesmil om munden, og så bliver han helt stille – så ved vi, han har noget i støbeskeen 🙂

Albert driller Far ved aftensbordet – klik her for at åbne filmklip

Albert: Lilla simbarn – klik her for at åbne filmklip


Albert gi’r den gas i svømmeren – klik her for at åbne filmklip

Og så er vi jo sådan nogle overskudsforældre, der går til babysvøm med deres unge… simpelthen fordi det er så hyggeligt, og Albert synes, det er helt fantastisk! Han nyder det i fulde drag, særligt sjovt er det at få lov at hoppe i vandet med store plask til forsamlingens applaus… 🙂



Hjemme hos Mormor…

Familie Posted on 16 Nov, 2009 11:08:36

…har Albert frit slag! Stuen bliver ryddet for spændende planter og uimodståelige ledninger, og der bliver sat spærring op, så små pilfingre ikke kan komme til fjernsyn og videomaskine mm. Mormor flytter tilmed ud af sit soveværelse, når vi kommer anstigende med oppakning til en mindre hær og alt godt i weekendseng og diverse babygrej! Det er hotel med 5 stjerner tilføjet godt med hjerterum 🙂

Og så bliver Albert ellers betragtet og rost og møsset og nusset og båret på hænder og villige arme rundt! Hvert et lille kny, hvert lille charmesmil og hver ny bevægelse, han gør, bliver set og beundret, og han har det som blommen i et æg dernede, det lille myr. Det er jo også der, hvor der er sjovt ur, der siger dingdang engang hver halve og hele time – og ikke mindst er det der, hvor man bader i en blå spand! Se bare:

Og man får lov at lege rundt på køkkengulvet og hjælpe Mormor med at finde ting i fryseren:

Hæ! Tjek lige sideskildningen på det lille dydsmønster dér :o)

Og da vi så havde resideret nogle dage hos Mormor, så stod den på barnedåb hos grandfætter Oscar med resten af familien, inden turen atter gik mod vante rammer i træhytten. Albert var supertjekket i sine new yorker-stil Levi’s jeans og åbenstående skovmandsskjorte, i øvrigt 🙂

Og så er det altså rart at have en Moster, som man hænger sammen med, og som gider give en lidt guf til ganen…

Albert har i øvrigt fået sig endnu en tand – denne gang i overmunden. Overraskende nok er det vist ikke en fortand men en af dem, der sidder lige ved siden af, ser det ud til – med mindre knægten har jordens bredeste mellemrum mellem fortænderne!! Det vil tiden vise; indtil videre er det kun et lillebitte hjørne, man kan skimte deroppe. Vi venter spændt!! 🙂



Det’ lige til bloggen…

Familie Posted on 02 Sep, 2009 16:39:30

…sagde mosteren, da der blev knipset snapshots i hendes stue forleden, hvor Albert m. følge var på visit. Og hun har jo ret, for se lige engang, hvor de hygger, de to:

Albert var også en tur hos Cecilia, sundhedsplejersken, der målte og vejede og fandt frem til, at han nu har en kampvægt på 9180 gr. og er hele 68,5 cm. lang. Det er stadig en anelse over vægtkurven og lidt under længdekurven.

Albert blev også udsat for en såkaldt BOEL-test, som går ud på at tjekke hørelse og reaktioner osv., og helt forventeligt bestod han med glans. Han var hurtig til at opfatte, hvad der foregik og vendte sig efter lydene, som han skulle. Vi var nu aldrig i tvivl om, at det ville være tilfældet, for ved “fremmede” lyde i træhytten stopper han op og kigger efter støjkilden. Vi påpegede, at han skeler en lillebitte smule på det venstre øje, når han er træt, hvilket han var, da vi var der, så Cecilia fik set det ved selvsyn. Det afstedkom en henvisning til en øjenlæge for at få tjekket op på det og sikre os at få fanget det i begyndelsen, hvis der er noget ,der skal korrigeres.

Albert brillerede med at være meget opmærksom og kigge efter sine forældre, da hun løftede ham op, og han sad rank og fin og pludrede løs, som en 7-måneders baby nu engang skal. Hun kiggede ham efter i sømmene og konkluderede, at han er “helt frisk, sund og fin”.

Og frisk må han siges at være! Det får vi at mærke for tiden, hvor det med at sove lur ikke længere er noget, Albert mener, han har behov for. En enkelt eller to lure bliver det til i løbet af dagen – og så max. en time, jo! Pyha, det trækker tænder ud på oppasseren, der skal have et øje på hver finger, når banditten kravler rundt og piller ved ALT og smager på det meste. Til gengæld trimler han så omkuld senest kl. 18 om aftenen og sover stort set igennem… man kan nok ikke få både i pose og sæk, vel?

Men ellers går dagene såmænd meget stille og roligt derudaf med 120 km/t. Albert kravler og øver balancen, når han løfter måsen og står på hænder og fødder. Han pludrer i en uophørlig strøm af “tada-wigu-albar-ade-whiuuu”, og griner og morer sig hjerteligt over enhver grimasse, vi stiller op. Han spiser godt, han får skiftet bleer (hvilket i sig selv kan være noget af en manøvre, når han ormer sig og vender sig om på maven hurtigere, end man kan nå at blinke med øjnene… det er bare med at have noget legetøj til at holde ham fokuseret, når der åbnes for en af de der bonusbleer, for ellers…), han prøver at indhente katten, han ser fjernsyn, og han vokser og trives i rigtig fin stil.

Nåja, og så er aktivitetstæppet pakket ned for denne gang, for det var lige pludselig ikke længere interessant, når nu man lige kan kravle ud i gangen og tygge i en gummistøvle eller finde hen til Fars guitar og plinkeplonke lidt på den, vælte Mors orkidé eller andre syslerier i den kategori.

Der er fuldt tryk på Albert – lige præcis, som der skal være 🙂

OBS: Filmklips’ne i det tidligere indlæg nedenfor skulle nu gerne fungere 🙂



Midtvejstræf…

Familie Posted on 13 Jun, 2009 14:00:22

Pinsen var i år dedikeret til “midtvejstræf” mellem kusine Silke m. familien fra Thy og Albert m. følge fra Björnbärsstigen – “midtvejs” defineret som HQ Sorø med indlogering hos såvel Thomas, Inge og Signe som hos Mormoren.

Vejret var med os, og der var lagt i kakkelovnen til ren hygge, god mad, samvær, grin og halløj – og sådan blev det.

De to uanende hovedpersoner tog virakken i stiv arm og krævede såmænd bare mad til tiden, beredvillige arme at hænge på og ro til middagslur. Der blev naturligvis tussenuttet og dikkedikket i rigelige mængder, og de så ud til at nyde opmærksomheden. Albert blev tumlet af Silkes storebrødre, som nok ved, hvordan man håndterer en baby, og Silke ville rigtig gerne i kontakt med ham – men det der holden i hånd var altså noget mærkeligt noget, så Albert ud til at synes :o)

Men hun fik ham da overtalt til lidt møsseri:

Albert’s første møs – klik her for at åbne

Mmmmmmmmmøs, Albert – kom nuuuuu!

Mormors nyerhvervede TripTrap stol m. playtray indvies

Den stolte fader…jovist… men her med det “forkerte” barn! 🙂

Andreas, Albert og Helge hygger sig…

Mor og datter i skyggen – måske moren skulle være trukket væk fra solens stråler lidt tidligere?

Nyeste poder på familietræet ser ud til at kunne dét der med at hygge sig 🙂

Den stolte fader… nu med eget barn i armene 🙂

Kusine Signe er altid god for lidt leg og hygge – og Albert elsker det…



Kært barn…

Familie Posted on 25 May, 2009 13:32:05

…har jo som bekendt mange navne, og således også Albert, der må lægge øre til lidt af hvert.

Et udpluk af de mest anvendte pt. er: lillemanden (Bellas og Niels’ foretrukne), bassemanden (Mormorens favorit), skatling (siger moren vist ret tit), Albert udtalt på sofistikeret engelsk eller fransk, Albertus (også en af morens favoritter), Albertussen med tryk på første stavelse, Lille A, spunken, tyksakken og krudtkarlen.

UPDATE: Cheftante Lotte m. familie beder om at få tilføjet Alle-Balle til listen – hermed gjort ;o)

Dertil kommer så et par stykker, der refererer til Alberts spidskompetencer: skidebananen, skrigeballonen, brøleaben…

I dag er Albert præcis 17 uger gammel, og i morgen fylder han fire måneder. Tiden er gået stærkt, og hans udvikling endnu stærkere. Albert er nu sådan en baby, der kan gribe ud efter ting og flytte dem fra en hånd til den anden, han smider ting på gulvet og følger dem med øjnene, han trækker sig selv op fra liggende til siddende/stående, når vi holder ham i hænderne, han foretrækker at sidde eller stå oprejst, så han kan følge med, og han fortæller mere og mere tydeligt med sit kropssprog, hvad der skal til for at gøre ham glad: prøver at rejse sig op fra liggende stilling, strækker armene ud for at vi skal rejse ham op, klør sig i håret, når han er træt osv. Han kommunikerer med hyggelig pludren, prøver at efterligne vores lyde og snakker/råber ivrigt med ved bordet, eller hvis det går for langsomt med serveringen af maden. Han charmerer nu helt bevidst med smil og grin, og han kigger længe og interesseret på sig selv i spejlet. Niels er hans store stjerne, og han lyser op i et kæmpesmil, når han ser ham og prøver tydeligvis at efterligne hans bevægelser. Han elsker at sidde på sin fars knæ med hans tommelfinger i munden og bare følge med i, hvad farmand nu engang laver; de to har et helt særligt forhold til hinanden.

På onsdag skal Albert til sundhedsplejersken igen, og så skal det blive spændende at se, hvor meget han er vokset – det er i hvert fald ved at være tid til at rydde for småt tøj ud af hans garderobe igen, så ingen tvivl om, at der er sket noget… med mindre jeg ved en fejl har fået kogevasket det hele :o)



Tanker om en dåb

Familie Posted on 14 Apr, 2009 16:13:11

Så er det ved at være tid for Alberts barnedåb, som finder sted på søndag i Pedersborg Kirke ved Sorø.

Vi har valgt at lade ham døbe i Danmark, da vi ikke har stort kendskab til den svenske folkekirke og ikke føler tilhørsforhold til den. Hvis Albert på et tidspunkt i sit liv får behov for at høre til den svenske kirke, så må han gøre, hvad der er nødvendigt for at komme til det – for nuværende har vi taget en beslutning på hans vegne, og om han så til sin tid vælger at følge den og lade sig konfirmere mm. bliver selvklart hans valg.

Pedersborg Kirke er den kirke, jeg har den største tilknytning til. Der er jeg konfirmeret, og der havde jeg min gang op igennem min skoletid. Min far blev bisat fra den kirke sidste sommer, og han har sin smukke plads på et flot gravsted lige ned til søen – på sin vis vil han også være tilstede på søndag, og det er nok så vigtigt for mig. Han nåede aldrig at se Albert, men han nåede heldigvis at få at vide, at han var på vej, inden han gik bort. Meget modsætningsfyldt og meget meningsfyldt på én og samme tid.

Den lokale præst i Pedersborg er provst Lars Poulsen, som vil forestå dåben.

Vi har inviteret de allernærmeste fra familierne til barnedåben. Vi bliver 18 i alt til frokost på golfbanens restaurant Tee-stedet tæt ved Sorø. Vi gjorde os overvejelser om, hvorvidt vi skulle holde en større barnedåb og invitere vores venner med også, men i sidste ende faldt valget på den lille, hyggelige komsammen – dels fordi vores familier faktisk ikke tidligere har haft mulighed for at mødes, og dels fordi vi begge to synes, at det er en begivenhed, hvor højtideligheden i kirken skal være det centrale. Fest for alle venner og bekendte skal vi nok få sat på skinner ved en senere lejlighed – det behøver ikke finde sted en søndag omkring middagstid med en tre måneder gammel hovedperson 🙂

Lotte bliver Alberts gudmor. Det gør hun, fordi hun indirekte er skyld i, at han kom til 🙂 Det var Lotte, der sørgede for, at Niels og jeg mødte hinanden – og derfra gik historien jo sin egen finurlige gang. Lotte er samtidig min bedste veninde og har været mit livsvidne i mere end 10 år efterhånden. Hun er også en af Niels’ bedste venner, og vi ved, at hun vil tage sit ansvar som samlende figur meget alvorligt, hvis det utænkelige skulle ske, at vi ikke selv vil være i stand til at tage hånd om Alberts opvækst. Hun er et ærligt, troværdigt, ansvarsfuldt, retfærdigt og skarpt tænkende menneske, som vil kunne sikre Alberts tarv i enhver henseende. Vi ønsker, at Lotte altid vil være det vigtige menneske i hans liv, som hun allerede er.

Albert får yderligere fire faddere: mine søskende og Niels’ søskende, som hver især har gode egenskaber, som vi håber, de vil have lyst til at præge Albert med fremover, ligesom de forhåbentligt alle vil tage stor del i hans gøren og laden.

Niels’ lillesøster Helle er kreativ, indlevende og omsorgsfuld, og hans lillebror Christian er målrettet, trofast og god til penge 🙂

Min storebror Thomas er arbejdsom, humoristisk og stærk, og min storesøster Nina er intilligent, kærlig og rationel under pres 🙂

Alle fem besidder de masser af flere gode karakteregenskaber end de her nævnte, og med dem i ryggen er Albert rigtig godt dækket ind på alle områder.

Albert vil på dagen være iklædt en dåbskjole, som er blevet til ud af Nina’s gamle konfirmationskjole. Kjolen er enkel og ren i snittet, og med et forårsgrønt skørt inden under vil Albert med garanti gøre en god figur.

Jeg store fjols fik ikke taget et billede af kjolen, som den så ud, inden jeg klippede den i stumper og stykker for så at sætte den sammen til en model str. 68 cl. Øv!

Når dåben er vel overstået vil vi få syet Alberts navn og dåbsdato i den – og så skal den i skabet og hænge og gemmes, indtil den en dag måske igen skal i brug…

Nåja, og Alberts fulde navn bliver Albert Vodstrup Leidesdorff 🙂



Jeg vil også være med

Familie Posted on 11 Apr, 2009 10:58:49

Albert er en rigtig selskabspapegøje. Han kan lide, når der sker noget omkring ham, og han går gladeligt fra arm til arm, hvis bare de arme sørger for at holde ham oppe, så han kan følge med i alt, hvad der sker!

Her er det kusine Signe og storesøster Bella, der lægger sig i selen for holde ham beskæftiget:

Og så kan Albert sidde selv! Jow jow… ved hjælp af en god dyne i ryggen gjorde Albert sin debut udi at sidde i højstol alene. Sikkert ikke en stor ting for menneskeheden sådan generelt betragtet, men hans forældre var svært stolte og benovede og ude af stand til at fatte, at udviklingen går så stærkt!

I det hele taget kan Albert rigtig godt lide at være med, hvor det sker. Her er han med til at lave mad sammen med farmand i køkkenet – liften er lige ved at være for lille til den lille store mand, der ved seneste visit hos sundhedsplejersken havde rundet de 12 pund og nu vejer 6150 gr. fordelt på 58,5 cm.

Han er en tæt og stærk knægt – “ovanligt pigg och frisk”, som barnelægen udtrykte det, da han var til et obligatorisk 2-måneders-tjek hos ham i sidste uge. Frit oversat betyder det “usædvanligt vågen og sund”. Moderen kunne naturligvis næsten ikke være i sig selv af stolthed og glæde over, at Albert bare vokser og trives og er en glad og interesseret baby, der følger alle udviklingstrin og kan og gør det, han skal kunne og gøre på nuværende tidspunkt. At lægen så også kom med en kommentar om, at “hovedet sidder tæt på kroppen på den lilla gubban” valgte jeg så ikke at hænge mig så meget i :o)

Det næste store skridt bliver vel, at Albert opdager sin fødder eller hænder. Højre hånd er konstant i bevægelse, og han vifter utrætteligt sig selv om næsen med den. Så på ét eller andet tidspunkt går det vel op for ham, at det er hans egen hånd, og at han kan styre den – det skal nok blive skægt 🙂 Hænderne bruges også til at tygge på og give kløende gummer klø, så tænder er der nok også på bedding.

Det går stadig rigtig godt med at sove, og vi nærmer os efterhånden noget, der kan kaldes en fast rytme med 2-3 timers lur om formiddagen, en tilsvarende lur igen om eftermiddagen, nogen gange en lille powernap omkring aftensmadstid og så ellers sove for natten et sted mellem 20-21 om aftenen. Så er der optankning omkring kl. 4, hvorefter vi sover videre til omkring kl. 7 om morgenen. Det mønster kan vi vist ikke tillade os at klage over, så det gør vi heller ikke!

Enkelt nætter trækker Albert natmaden til omkring kl. 5, så vi er forhåbentligt lige på kanten af at kunne få en hel nats søvn. Det bliver en stor morgen, når vi første gang kan slå øjnene op og konstatere, at nattesøvnen ikke har været afbrudt. At det så har konsekvenser i form at overfyldte bryster og mælkepletter på sengetøjet, dét kan vi endda leve med :o)

Slutteligt lige et par bonusbilleder – på arm hos Mormor og til hygge med storesøsteren:



Next »