Blog Image

Albert i stort og småt

Udpluk fra livets gang...

Udvikling…

Trummerum Posted on 11 Jun, 2010 14:53:02

Der ligger næsten i sagens natur, at der er fuld knald på Alberts udvikling. Sådan skal det være, og det er bare om at hænge med så godt, man kan… Men ind imellem så gør han lige et eller andet eller kan ét eller andet, som man bare synes er helt vildt. Som for eksempel forleden, hvor han fandt ro i at sidde og lege med duploerne i eget rolige selskab inde på værelset – jeg var så heldig at fange i en ubemærket stund, hvor han ikke gjorde sig til for et kamera eller benovede forældre med iiihh’er og ååååhh’er i en uophørlig strøm:

Albert og Duplo – klik her for at åbne filmklip

Tænk, så sidder han bare dér og leger – og når han løber tør for klodser, så hopper han da lige ned og henter en mere og leger ellers videre. Han sad der nok i 10-15 minutter, og det er altså lang tid at holde sig selv beskæftiget, når man er 16 måneder… eller i hvert fald når man hedder Albert og er 16 måneder!! 🙂

Stort var det også den dag, hvor han lige pludselig fandt ud af, at han kan bakke! Det var en af de sidste dage i Sverige, og huset var så godt som tømt for flyttegods, så der var plads til fri bevægelse på stuegulvet. Det var spas – og mangen en gang har vi efterfølgende grinet af og med ham, når han lige pludselig kommer i tanke om bakke-kompetencen og sætter i bakgearet med et smørret og skælms grin i hele ansigtet (og mednetop det udtryk ligner han son morfar, når han var i sit vittige hjørne… svært at stå for!)

Albert bakker (og moonwalker lidt) – klik her for at åbne filmklip

Jeg har tusindvis – arrhh, måske kun hundredevis – af små filmklip liggende, som jeg ville have delt med jer undervejs, men så skulle vi lige skifte spor i livet, og der blev lige rigeligt at se til i en periode. Nu er der så småt mere ro på, og så må jeg jo lade dem drysse efterhånden… For der sker jo hele tiden nyt – så kan han det ene og så det andet. Selv hente sine sko på opfordring, selv sætte sig ned og tage dem på (næsten!), selv kravle i badekarret (nogen gange, andre gange må han lige hjælpes: Albert i det grønne badekar – klik her for at åbne filmklip). Osv. osv.

Som skrevet tidligere: livet med en Albert i huset er aldrig kedeligt – allerhøjest lidt hårdt i ny og næ, men langt det meste af tiden egentlig bare sjovt og rart og dejligt 🙂


Et af de få billeder af Albert og Mor sammen 🙂

Og et af de mange af Albert og Far 🙂

Hvad?



Soooommer og sol :-)

Fotodokumentation Posted on 06 Jun, 2010 13:14:48

Så er det sol- og havetid…. eller terrassetid, må vi vel sige nu, hvor vi ikke har nogen have som sådan. Og soltid er udetid. Og kaskettid. Og sommerhyggetid.


Men man skal jo også være beredt til dårligere tider, så Albert er skam også blevet ekviperet med gummistøvler – og han synes, de er helt fantastiske!!

Og seneste tiltag i den lille familie er, at Albert har fået stillet en potte til rådighed, og det går fantastisk med det – se bare, hvor intereseret, han er i at sidde på den:
Og nåja, så var Albert da også lige en tur forbi en frisør i går og få lokkerne sat på sommerstatus.

Først så han sådan her ud:
Og så blev der studset i bund:
🙂



Alive and kicking

Trummerum Posted on 24 May, 2010 15:10:33

Albert er i allerhøjeste grad “alive and kicking”… dagen lang sparker han til fodbold, og han er også vældigt livlig at have med at gøre. På den gode måde, naturligvis 🙂

Han er faldet godt til i de nye omgivelser, som hans forældre efterhånden er ved at have styr på med alt godt i IKEA-indretning og billeder på væggene og alt muligt hjemligt. Han har taget skiftet fra svensk vuggestue til dansk dagpleje med ophøjet ro og er vel egentlig bare grund-tilfreds, når bare der er mad på bordet og bolde at lege med. Meldingen fra dagplejemoderen er i hvert fald, at han trives og hygger sig.

Han pludrer og “snakker” i en uophørlig strøm nu, og lydene har ændret sig fra den svenske klang til mere genkendelige danske. Han siger stadig “hejdå”, når han skal sig farvel og siger stadig “vatten”, når han er tørstig. Men ellers kommer de danske ord myldrende nu. “Albert spiser” (altså “bert s… piser”) kom over hans læber forleden til hans forældres store stolthed…

Så jow, Albert lever og sparker i bedste velgående 🙂



Boldøje

Fotodokumentation Posted on 10 Apr, 2010 16:55:42

Albert er vild med bolde – vild som i VILD – og han hviner af fryd, når han leger med den runde legekammerat…




Før og efter

Begivenheder Posted on 01 Apr, 2010 16:15:44

Sådan her så Albert ud i formiddags:


Og så tog forældrene ham med til en frisør, der klippede i totterne, så så kom han til at se sådan her ud:

Og ja, Albert kan nu selv kravle op på stolene (og derfra videre op på bordet)…. så nu skal vi have monteret flere øjne på hver finger få at holde øje med ham!

Han kan også lige akkurat nå håndtaget på hoveddøren, og så er han altså den, der er smuttet. Heldigvis tager han da en enkelt støvle på først og forlader residensen med et “Hejdå”, så vi kan nå at rende afsted efter ham…

Han småpludrer på en skønsom blanding af dansk og svensk, og det er en fornøjelse at høre ham afprøve alle lydene.

Han er højt skattet af kompissarne og de voksne i vuggestuen, og de blev ikke glade, da vi forleden præsenterede dem for en opsigelse. Men sådan må de nu engang være, når huset er sat til salg, og vi har fundet os en ny base i Hillerød, som vi flytter til, inden april er gået. Heldigvis har vi fået dagplejeplads til ham i Hillerød, og så håber vi bare, at han falder lisså godt til der, som har gjort det i Börta…


Albert ved “baren” i den nye lejlighed…

Blå trøje og buler i panden – det giver skrammer at være sådan en, der kravler op på ALT 🙂



JEG styrer den her racer…

Begivenheder Posted on 30 Mar, 2010 20:50:43




Nåååårhh lille mand…

Trummerum Posted on 11 Feb, 2010 18:30:30

Det kan konstateres, at Albert for alvor er blevet institutionsbarn med alle de baktusser, infektioner, snotnæser og hosterier, der følger med i kølvandet på sådan et…

Således måtte han blive hjemme fra dagis i går, da han var træt, utidig, hænget og godt pjevset i går morges. I løbet af dagen rumlede maven, og snart begyndte luften at drive af ham for så at ende ud i et veritabelt lorteble-helvede med hele to gange bad af unge, gentagne tøjskift og videre i den dur. Sidst på dagen så det dog ud til at have sluppet, da Alberts velkendte gode humør og evne til at lege på egen hånd vendte tilbage. Og i morges var han glad, frisk og fuld af spilopper, så han blev pakket i flyverdragten og fragtet til Börta…. som så ringede efter et par timer og oplyste om, at han var gnaven og ked af det og havde “løs mave”, som man siger her i landet. Så afsted afsted fra job og København for at hente ham.

I morgen må Niels tage en barn syg-dag, og så er det heldigvis weekend, hvor vi håber på, at Albert kan komme på toppen, så han er klar til en, forhåbentlig, bedre uge fra på mandag.

I vuggeren havde de fanget Alberts sygdomstrætte ansigt, da han blev lagt til lur:
Han ligner godt nok én, der godt kunne trænge til at sove godt og længe, ikk…



Din mor

Begivenheder Posted on 08 Feb, 2010 12:20:34

Jeg har kendt din mor i
snart 12 år. De første 10 år var du der jo ikke, så man må sige, at jeg kender
hende stadig bedst uden dig. Så meget desto mere, har det været spændende, og det er
stadig spændende, at se hende blive mere og mere mor til dig.

En af de ting, der ofte slår
mig er hendes tålmodighed. Hun ejer virkelig evnen til at betragte dig og det
du finder på, uden nogensinde at forstyrre det, du selv vil. Det er klart, at
hun ikke bare lader dig hussere rundt og pille alt i stykker, og det vil du
meget gerne, næ jeg tænker mere på, når du f.eks. opdager ting, du kan eller
vil.

Forleden så jeg et
videoklip, hvor du kravler op på din trip
trap stol
. Du kravler simpelthen ind under den, og bestiger så stolen, mens
du forsøger at nå bordkanten. Man kan høre din mor tale på videoen, og først
vil hun redde dig fra dit farlige forsøg, og tro mig, det ser altså ikke særlig
sundt ud, det du har gang i, der er mange ting, der kan gå galt. Men, din mor
stopper dig ikke, hun står bare ved siden af og er klar til at stoppe dig, hvis
noget skulle udvikle sig i gal retning. Det imponerer mig; hendes sind er helt
åbent for, at du må sådan cirka, hvad du har lyst til, og det du forsøger, det
betragter hun med ro i både sind og krop. Hun er rummelig for dit væsen,
prøver ikke at lave dine planer om, men frem for alt, så lader hun dig
bestemme farten i din udvikling uden at blokere noget med sin egen frygt. Det
har jeg stor respekt for, og jeg tænker ofte, at du er heldig med hende din mor
fordi, hun blandt mange andre gode egenskaber, har en rigtig, rigtig god
fornemmelse for, hvad der er dit univers, og hvad der er hendes eget.

Jeg læste engang en historie
om en dreng, der sad på en planet og så ned på jorden. Han skulle vælge sine
forældre. Efter at have betragtet forskellige muligheder rigtig længe, så
valgte han med sikker hånd dem, der kunne give ham det, han skulle bruge i livet.
Jeg har desværre glemt, hvor jeg læste historien, og jeg tror heller ikke rigtig selv
på, at livet foregår sådan; men når jeg ser på dig og den måde, din mor følger
dig på, så tænker jeg, at historien måske alligevel er sand. Sådan en ivrig,
modig dreng med så mange kræfter, som du har, er jo nødt til at have en mor,
der evner både at betragte, stimulere og følge med uden at bremse det væsen,
der så gerne vil frem.

Det er din mor rigtig god
til.



« PreviousNext »