Albert i stort og småt

Albert vil OP. Hele tiden op, op, op. Der går rigtig meget tid med at finde ud af, hvor han kan kravle op, og han ser ikke de store farer ved at f.eks. at bestige ting, der bevæger sig – som her, hvor crosseren står for skud:

Albert leger på crosseren – klik her for at åbne filmklip

Og alle mulige og umulige andre ting tages i brug, når f.eks. julepynten skal tjekkes ud:
Eller når han selv lige kravler op i crosseren for at komme op og se, hvad der ligger på bordet- efter først at have placeret noget blødt at sidde på på sædet, naturligvis. Man er vel et luksusdyr 🙂

Om jeg fatter, hvorfor han bruger så mange kræfter på at komme OP, når han ikke engang har lært at gå ligeud endnu!! 🙂

Og så skete det endelig. Der blev monteret skuffestoppere, så indholdet ikke længere ligger spredt over hele køkkengulvet. Der er stadig risiko for, at små fingre bliver klemt, men det må han se at få lært sig, så…

Albert bliver stoppet – klik her for at åbne filmklip

Albert er begyndt at gå meget op i at flytte ting. Hans lastbil og crosseren bliver lastet med gods, som så transporteres rundt i det meste af huset. Så tømmes der for så at laste påny. Gad vide, hvor han mon har dét fra? Jeg prøver til stadighed at få det fanget på et videoklip, men han er blevet så opmærksom og bevidst om kameraet, at han straks slipper alt, hvad han har i hænderne for at komme hen og pille ved det i stedet…


Han er også begyndt at placere ting rundt omkring. Så ligger der lige en hue og et par biler på et stolesæde, så finder man en legetøjsbil godt sat fast bag en radiator, så står en lastbil parallelparkeret i gangen, så hænger der en vaskeklud på gitteret ved sofaen.
Og det der med, at han er blevet meget bevidst om kameraet udmønter sig også i, at han lukker øjnene, når han ved, blitzen går af – det kommer der en lang række halvkiksede billeder ud af. Her blot et udpluk:

Og så ser det ud til, at vi er ved at være igennem putte-i-munden-fasen. I hvert fald er det ikke længere helt så konsekvent, at alt nyt på Alberts vej lige skal en tur i munden for at tjekke sutteværdien ud. Meeeen…. får man fingre i en dejlig ko, så skal den da ikke slippe for en snasketur:

Apropros snasketur, så er Albert verdens bedste krammer 🙂 Han elsker at kramme, simpelthen. Med en salig lyd kaster han sig ind til os og lægger sin buttede arme om halsen på os, mens vi bliver nusset og krammet efter alle kunstens regler. Og han savler nærmest af fryd, når han helt træt og udaset efter en hel dags leg og strabadser hænger på en arm om aftenen og bliver møsset på kinderne. Dejligt, at han gider – vi nyder det, for hvem ved, hvor længe han synes sådan noget er skønt? 🙂

Først så fandt Albert jo ud af at åbne den tunge skuffe med alle madvarerne i:
Så blev der stillet spærning for, og der gik nogle dage, hvor der var fred og ro, fryd og gammen på den konto. Men. Så kom ungen jo i tanke om, at han da kan forcere spærninger, så han fandt da ud af at kravle op på malerspanden, såmænd.
Og det var rigtig sødt og charmerende, da han gjorde det for at komme op og se, hvad Far lige havde gang i med det der aftensmad dér:
Men da han her til morgen så fandt ud, at man da kan stå på spanden og åbne næste skuffe og fiske mariekiks frem, så syntes Moderen måske nok, at det var lige avanceret nok.
Næste skridt i den proces måtte naturligvis være, at skuffen begyndte at rulle udaf, og Albert blev skubbet bagud og til sidst hang frit svævende, mens hans små fingre knugede sig til kanten. Det nåede ikke at blive fotodokumenteret, da der i stedet måtte iværksættes redningsaktion…

Der skal SÅ MEGET skuffestoppere på i weekenden. Ellers render vi da hurtig tør for mariekiks!!! 🙂

Af Albert Wodstrup Leidesdorff

Jeg er flyttet hjemmefra til i morgen, altså jeg besøger bare min
gudmoder i Nordvest ikk´, og jeg vil gerne lave en rapport her til bloggen om, hvad
jeg så har oplevet, mens jeg var flyttet.

Kl. 09.00 Ankomst med far. Ham fik jeg hurtigt smidt ud, og
der var jo heller ingen grund til at udsætte de ballade-planer, jeg havde lagt i bilen
på vej over broen.

Efter at have hevet katten, der er Esmaraldas killing, lidt
i halen, så hun løb skrigende væk, fik jeg øje på min gudmoders store mahognispejl,
der hænger på væggen i hende og Sebastians spisestue. Det er over to meter højt og lidt over 100 år gammelt og
vejer 10 gange så meget som mig.

Jeg forsøgte alt jeg kunne at hive det ned fra væggen, men
så kom Tante Lilla, hun hedder rigtig Emma, og sagde, at det skulle jeg ikke
gøre, hvis jeg havde mit liv kært. De
sagde også noget om, at det jo kunne være farligt. Sludder siger jeg bare, jeg
kunne sagtens have båret det, hvis bare de voksne havde blandet sig udenom.

Nå men så fandt jeg på noget andet; min gudmoder havde sat
en plade op mellem stuen og spisestuen, og der måtte jeg godt være over det
hele. Det var i hvert fald det, hun sagde. Så derfor kan jeg kan ikke helt
forstå, hvorfor hun løb igennem stuen og sagde mit navn meget højt, da jeg
forsøgte at hive juletræet med de flotte, blinkende lys og guldkugler og
jordklump på fem kilo ned fra vindueskarmen, jeg ville jo bare se, om jeg kunne
bære det, når nu jeg ikke måtte afmontere spejlet.

Senere, efter jeg havde tømt bogreolen, hevet 5 sider ud af
en vigtig bog, tygget lidt i et leksikon og læst Shakespeares samlede værker,
ville jeg gerne have noget mad, så det fik jeg; bøf med kartofler og en
sharonfrugt til dessert. Det smagte
godt. Jeg bøvsede det bedste, jeg har lært, og skreg af grin over mig selv og
mine bøvser. De voksne gloede underligt
på mig. Men så grinede jeg bare endnu mere og rakte tunge af dem og lavede
bobler med resten af mælken.

Så skulle jeg have en lur. Min gudmoder og Tante Lilla sagde
noget om, at jeg trak tænder ud. Det forstår jeg ikke noget som helst af, for
jeg er jo netop ved at få tænder. 4 stk for at være helt præcis, jeg regner med
et par mere i næste uge eller sådan.

Jeg sov i 30 minutter, det må også være mere end rigeligt.
Så ville jeg op og tjekke katten ud og se, om det lodne håndsving hun har på
enden stadig virkede. Min gudmoder sagde, at det kunne jeg godt glemme, for jeg
skulle sove mindst 2 timer mere, men det gad jeg ikke, så jeg sang bare så
højt, at hun var nødt til at tage mig op af sengen. Så kom jeg ind i stuen igen, hvor jeg huggede
et stykke klementin, som jeg gemte inde i munden en time.

Efter min gudmoder havde fisket det ud af munden på mig, og
hun er lidt hysterisk med den slags bare fordi jeg prøvede at æde noget plastik
sidst jeg boede her, så fik jeg endelig fat i katten, den hylede i vilden sky,
da jeg satte mig på den, og den skred også bare, da jeg slikkede den på pelsen,
og det forstår jeg altså, faktisk heller ikke, jeg ville jo bare give den et
kys.

Senere var jeg med ude i køkkenet, hvor jeg hjalp med at
vaske op, men da jeg tog min gudmoders tallerken, som hun har fået i julegave
sidste år af Sebastian, ned fra
opvaskestativet, så sagde hun, at hun hellere ville vaske op uden min hjælp.
Det forstår jeg altså ikke, for jeg havde allerede vasket en del op, og jeg
havde også forsøgt at få fat i en kniv fordi, jeg ville se, om jeg kunne snitte
i spisepinde med dem og måske lave en rigtig drenge-flitsbue til at skyde
katten med. Det fik jeg heller ikke lov til, altså på det
tidspunkt følte jeg mig ret begrænset i mine udfoldelser. Jeg blev i hvert fald
sur over, at jeg ikke måtte få knivene at lege med.

Nå men jeg kom så ned på gulvet, hvor der står sådan en stor
metalkarrusel med madvarer på. HALLO, det med mad i skuffer, det kender jeg
hjemmefra, så jeg gik straks i gang med at tømme karrusellen for mel, pasta og
ris, for når jeg nu ikke måtte hjælpe med opvasken, så kunne jeg jo lave mad i
stedet. Det måtte jeg gerne, så der fik jeg kokkereret en ret med ris og bouillonterninger
og sovsejævner i en gryde, som jeg fik ned på gulvet. Jeg kunne godt lide det.

Senere skulle jeg i bad i køkkenvasken, som er rund, det var
sjovt, for der sidder sådan en hane, som man kan dreje på, så det gjorde jeg,
og så opdagede jeg, at der kommer koldt vand ud af den. Lige ned på min mave.
Det var koldt. Ikke det fedeste, jeg har prøvet i dag, men det fik de voksne
til at grine.

Ved siden af, står der også en masse tandbørster, som jeg
tog med ned i badet til at skrubbe mig selv på ryggen med, til sidst forsøgte
jeg at æde sæben, men den smagte ikke godt, og så sagde min gudmoder med en
meget bestemt stemme: ALBERT så slutter festen. Hvis jeg havde været Emil fra Lønneberg,
så var jeg nok blevet sendt ud og snitte en træfigur – lige der.

Efter festen fik jeg dejlig varm mad fra et glas, min mor
havde givet mig med, men jeg var ikke så sulten fordi, jeg jo havde spist mange
frugter tidligere, så på et tidspunkt sagde min gudmoder, at jeg ville blive
fodret som en four gras and, hvis jeg ikke åbnede munden og holdt op med at
hugge skeen, så det gjorde jeg. Jeg ved ikke hvad en four gras er, men det lød
ikke som noget, jeg havde lyst tíl at prøve, så jeg åbnede munden frivilligt
mens jeg prøvede, om jeg kunne lade være med at grine. Efter fodringen fik jeg
en flaske vælling, ikke at det slog mig ud, og jeg nåede da også lige at pille
ved et par ekstra hylder, inden jeg blev tvunget i seng fordi jeg var kommet
til at hælde lidt mælk ud i min dyne. Ok, måske var det ret så meget mælk, men jeg
ville jo bare vise dem, at flasken kan sprøjte, hvis man ryster den.

Jeg har haft en dejlig dag, og i morgen, når jeg vågner,
skal jeg lege med Tante Grøn og hendes hund Josef. Jeg håber den er sjovere end
katten, som jeg synes er lidt for sart til min smag.

Jeg håber også, at min mor og far sover godt i nat uden mig.
Jeg kommer hjem i morgen.

Kærlig hilsen

Albert.

Albert er, som de fleste babyer, helt vil med musik og danser, gynger og vugger så snart, han hører liflige toner. Han er også vild med at spille musik sammen med sin far:

Albert finder rytmen – klik her for at åbne filmklip

Albert synger – klik her for at åbne filmklip

Albert er også vild med at lege. Især med køkkenskufferne:
Og med hans bedste ven støvsugeren:

Og sådan her ser der som reglen ud, når Albert er færdig med at lege:
På billedet mangler blot de væltede stole og sko fordelt i jævnt lag over gulvet…

Og så er det sikkert og vist – Albert skal starte i vuggestuen d. 11/1-10, og det glæder vi os rigtig meget til. Han er klar til at komme ud og krudte af blandt andre unger, for mors selskab begynder at kede ham. Han kan sagtens underholde sig selv i lange perioder, men han mangler nogen at lege og tumle med i løbet af dagen. Så bliver han helt sikkert også udfordret både fysisk og mentalt, og det skal blive spændende at se, hvilke kvantespring han så kommer til at tage.

Men foreløbigt venter vi egentlig stadig bare på de første skridt. Han står sikkert nu og kan stå i lang tid uden at holde på noget, men når vi opfordrer ham til at komme hen til os, så sætter han sig konsekvent ned på numsen og kommer kravlende. Uh, hvor jeg glæder mig til at se hans ansigtsudtryk, når det går op for ham, at han kan gå 🙂

Det er (helt) sikkert et skråplan, men det er (filanmej) også sjovt og hyggeligt:

Albert indtager sin skemad med manér – klik her for at åbne filmklip

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg æææælsger altså det der udtryk, Albert får i fjæset, når det lykkes ham at liste skeen fra mig – som en stor og mægtig baron med en fed Havaneser i flaben og et gavtyveglimt i øjet. Og så hans kluklatter, altsåååå…

Jeg er solgt til stanglakrids 🙂

Så vælter tænderne ud af Alberts gummer – det kan godt være, at han var en slow starter lige på det, men jeg skal da love for, at han kommer efter det! Foreløbig har to styks indfundet dig i undermunden og yderligere to foroven, hvor en tredje er på vej.

Folket har naturligvis udbedt sig fotodokumentation af fænomenet, hvilket jeg så på bedste vis her forsøger at efterkomme. Dog ikke så let, når modellen mener, at det er sjovere at slå klik med tungen og lave spytbobler, mens moderen stiller skarpt på mundtøjet… hmmm…
Her kan man faktisk ane de to tænder i overmunden og den ene forneden…
Og her er baryleren i færd med at løfte stolesæder for en gangs skyld – med et gedigent banditsmil på læberne…og to tænder til frit skue 🙂
De nederste bisser er efterhånden blevet ret så store, og Albert har fundet ud af at bruge dem til at raspe en gulerod og andre snacks med – til hans udprægede fornøjelse.

Og så blærer jeg mig jo igen og igen med, at Albert er så stærk, så stærk. Det er han virkelig. Også meget stærkere, end hvad hans Far troede, for han mente bestemt ikke, at det var værd at sætte skuffestopper på de store skuffer med mel, pasta, ris og andre tunge madvarer, for dem ville Albert alligevel ikke have kræfter til at trække ud. Well, Daddy Cool – find du nu skruemaskinen frem og få sat de dimser på, for…..
Er det den her skuffe, jeg ikke kan trække ud selv??
Hæhæhæhæhhæhæhæhæhæhæhhæææ… kom og fang mig, gør!! 🙂

Og slutteligt et par billeder fra Alberts livlige liv med Far, Mor og Bella:
Bella og Albert er vilde med hinanden…
Et af de helt sjældne billeder af Albert og mig… Albert holder selv sutteflasken nu, så den eneste funktion, vi udfylder, er som puttebamser, som er rare at lægge sig tæt ind til, når man er småtræt og på vej til lur…
“Dem, der ligger på gulvet, må man træde på – jow, man må!” Se i øvrigt, hvor stor Albert er blevet – der er ikke meget lillebaby over ham mere.
Albert lader sig ikke stoppe, når han får en god idé – ikke engang en sofa kan holde ham fra at forsøge at kravle hen til stikkontakten!! Han sad faktisk rimeligt godt i spænd, og sofaen måtte skubbes væk for at få ham ud…. suk!! 🙂

I dag er det Alberts fødselsdag 🙂 Han fylder 10 måneder, såmænd. Næsten på klokkeslettet, faktisk. Og ja, tiden er fløjet afsted, og jeg fatter ikke, at vi nu har en baby drønende rundt, som er såååå tæt på at slippe taget og gå sine første skridt, alt mens han pludrer lystigt, vinker og klapper og peger op på lampen, når vi spørger ham, hvor den er henne…

Vi har været en tur hos sundhedsplejersken i dag, Albert og jeg. Han vejer nææææsten 10 kilo nu og har nået en længde på 73 cm. Perfekt. Helt igennem perfekt. Han var træt og mør, da vi var der, for vi kom lige fra babysvøm, hvor han i dag dykkede på egen hånd og lærte at flyde på ryggen uden støtte. Vildt!

Bagefter var han lige en tur forbi lægen, dr. Jonas, til 10-måneders tjek, og også dér fik han naturligvis topkarakter. Han er stærk som en okse, tillidsfuld, interesseret og årvågen, kan holde ting med begge hænder og slå dem mod hinanden og alt det andet, han skal kunne nu. Ihhh altså, moren var revnefærdig af stolthed, helt ærligt 🙂

Dagens mand i skysovs – med nyklippet pandehår og klar til spilopper… 🙂

Dagene går sin gang… Og Albert tuller rundt og bliver stor og stærk og god til at holde balancen, endnu mere fræk og endnu mere charmerende. Han vinker, klapper og griner for et godt ord. Han viser mere og mere temperament, når noget ikke lige passer ham – og han viser tegn på udspekuleret frækhed og klukker lykkeligt, når det lykkes ham at slippe fra sin mor og når hen til stikkontakten før hende eller andre “konkurrencer” i løbet af dagen.

For eksempel prøver Albert ihærdigt og utrætteligt at få mast sig forbi gitteret, som er sat op ved sofaen… det er boltet i væggen, så der har han da fundet sig en sisyfos-opgave :o)

Der er ingen tvivl om, at han trives. Han er så glad og så nem at have med at gøre. Han sover sine lure formiddag og eftermiddag – nu er det blot at lægge ham i barnevognen, og så småsnakker han i 3-5 minutter, hvorefter der bliver ro. Ingen trillen eller vuggen mere. Bare ud med ham og så godnat. Dejligt. Det samme om aftenen, hvor han stempler ud fra en lang dag med masser af kraftanstrengelser og fysiske udfoldelser omkring kl. 18-18.30. Som reglen lægger vi ham blot én gang, hvorefter der er lidt uro, pludren og tumlen rundt i sengen i 10 minutters tid, inden roen indfinder sig deroppe på hans værelse. Sjældne gange må vi op og lægge ham ned og sige godnat igen. Vi må dog altid lige op og lægge dynen over ham, for den falder han i søvn ovenpå – efterhånden som reglen på maven. Han kræver stadig en flaske kl. 4 om natten, hvorefter han så sover til kl. 6-7 stykker. Har sagt det før og gentager nu: vi har ingen grund til at klage!! 🙂

Igen på besøg hos Mormor. Det der med at sidde på Fars skuldre er en ny oplevelse for Albert, der bliver så stolt over at sidde helt deroppe… det nærmest lyser ud af ham, at han synes, det er fantastisk.